Dong driver ikke længere gadebelysningen i Frederikssund
Frederikssund Kommune har per 1. juli overtaget gadebelysningen fra Dong. Formålet er at reducere udgifterne og opnå et mindre elforbrug.
Energikoncernen Dong Energy har indtil for nylig ejet og drevet de cirka 9.000 gadelamper i Frederikssund Kommune. Det sluttede dog per 1. juli, hvor Frederikssund Kommune overtog gadebelysningen.
Årsagerne, til at Frederikssund Kommune har valgt selv at eje og drive lamperne, er, at det skal reducere udgifterne til gadebelysningen, og samtidig vil det føre til et mindre elforbrug, skriver Frederikssund Kommune på sin hjemmeside. Det er kommunen kommet frem til på baggrund af en analyse af udgifterne til gadebelysningen.
Læs også: Dong vil sikre det sjællandske elnet
Vi arbejder løbende med at reducere kommunens udgifter, og i dette tilfælde var der ingen tvivl om, at det var en god idé at overtage driften af gadebelysningen fra Dong. På både kort og lang sigt er der klare miljømæssige og økonomiske fordele, siger Tina Tving Stauning, formand for Teknisk Udvalg i Frederikssund Kommune.
Planen er, at cirka 3000 armaturer skal udskiftes. Renoveringen af gadelamperne finder sted i sidste halvdel af 2015.
-KLZ