Fjernvarmepuljen åbnes for ansøgninger 1. februar
I forbindelse med finanslovsforhandlingerne afsatte Folktinget ekstraordinært 150 mio. kr. til Fjernvarmepuljen for 2024. Energistyrelsen åbner for ansøgninger 1. februar og behandler og tildeler midler efter først-til mølle princippet.
Ifølge Energistyrelsens hjemmeside er tilskuddet “et fast beløb på op til 20.000 kr. pr. konverteret olie- og gasfyr for det antal, som udgør minimumstilslutningen.
Det fremgår desuden, at fjernvarmeselskaber ”kan få tilskud til konverteringsprojekter, hvor energieffektive fjernvarmenet udrulles i nye fjernvarmeområder, og hvor individuelle olie- og gasfyr konverteres til fjernvarme”.
Dansk Fjernvarme har givet udtryk for tilfredshed med, at Fjernvarmepuljen for 2024 kom med på Finansloven, men at beløbet – 150 millioner kroner – langt fra vil kunne tilfredsstille det behov, som fjernvarmeselskaberne har.
Ifølge Energistyrelsen blev der i 2023 givet tilsagn for 385,6 mio. kr. fra Fjernvarmepuljen, mens der blev ansøgt om 699 mio. kr.
-emte