Fjernvarmepuljen blev oversøgt på 7 minutter
Ansøgninger for i alt 400 mio. kr. er indtil videre landet i Energistyrelsens indbakke. Dermed er den statslige Fjernvarmepulje overansøgt med 250 mio. kr. Den store efterspørgsel kalder på handling mener Dansk Fjernvarme.
Fjernvarmepuljen kom på Finansloven for 2024 med 150 mio. kr. efter, det i 2023 var tydeligt, at der var stor efterspørgsel på puljens tilskud.
Torsdag morgen, efter blot syv minutter, havde Energistyrelsen modtaget ansøgninger for mere end 150 mio. kr. og der er i indtil nu blevet ansøgt for 399,9 mio. kr., fremgår det af Energistyrelsens hjemmeside.
Det er voldsomt at opleve så stor efterspørgsel efter fjernvarme. Nu har fjernvarmeselskaberne gjort deres med at lave konkrete planer for udfasning af naturgas, efter statsministerens og regeringens ønske. Nu er det på tide at regeringen og Folketinget sikrer, at planerne også kan bæres ud i livet, så vi kan komme af med den fossile gas, siger Rune Moesgaard, politisk chef i Dansk Fjernvarme.
Fjernvarmepuljen for 2024 har i alt modtaget 41 ansøgninger, hvoraf de 12 første ansøgninger til puljen er blevet tildelt en ”reservation” af midler fra puljen såfremt ansøgningen lever op til kravene. Det reserverede beløb er indtil videre 135,3 mio. kroner.
-emte