Ubetalt gæld koster firmaliv
DRIFT OG LEDELSE. Virksomheder over hele landet har milliarder til gode hos danskerne, og el- og vvsbranchen er blandt de pressede. Finanshuset Svea vil undersøge, hvilke muligheder erhvervslivet reelt har for at inddrive gælden.
Af Anders Kampmann
Send til en ven | Kommentér | Print | Tilbage
Adskillge danske virksomheder er pressede som følge af ubetalt gæld. Nogen er direkte truet på eksistensen. Svea og kommunikationschef Morten Predstrup vil undersøge, hvilke muligheder erhvervslivet reelt har for at inddrive gælden.
”I Sverige har virksomhederne som helhed et markant mindre tab, end vi ser det her i Danmark. Det skyldes blandt andet, at de svenske virksomheder simpelthen har langt bedre muligheder for at inddrive gæld end deres danske konkurrenter. Eksempelvis har en privat virksomhed i Sverige mulighed for at benytte sig af løntræk over for private, hvilket det jo kun er det offentlige, der kan gøre herhjemme,” siger kommunikationschef Morten Predstrup fra Svea.
Mere professionalisme i Sverige
Morten Predstrup nævner også hele traditionen omkring gældsinddrivelse i Sverige, som en årsag til, at dette område ikke giver nær så store hovedbrud på den anden side af Øresund.
”Grundlæggende har man en mere forenklet proces i Sverige, man sender færre rykkere og følger mere professionelt op. Derfor får de svenske virksomheder simpelthen deres penge hjem både hurtigere og oftere end tilfældet er i Danmark,” siger han.
Aspektet omkring den lidt manglende professionalisme kan man godt nikke genkendende til i Tekniq, der repræsenterer over 3.000 tekniske installationsvirksomheder inden for el- og vvs-branchen. Her ser man flere udfordringer for sine medlemmer.
”Traditionelt set har virksomhederne i vores branche en historie for at have en del penge hængende ude hos kunderne. Det skyldes både, at man som kunde jo ikke vil betale for et stykke arbejde før det rent faktisk er færdigt, men også at virksomhederne selv ikke altid er lige hurtige til at få sendt fakturaer, og eventuelle rykkere, ud,” siger udviklingschef Flemming Nielsen.
Udfordring for branchen
I lyset af den aktuelle finanskrise tøver Flemming Nielsen ikke med at kalde gældssituationen for en udfordring for hele branchen. En udfordring, som branchen også selv skal gøre en indsats for at håndtere.
”Der er ingen tvivl om, at virksomhederne selv burde og kunne være mere på vagt overfor dårlige betalere, og at vi generelt kunne agere mere professionelt i Danmark. Selvfølgelig kunne vi også i nogle henseender bruge bedre lovgivningsmæssige rammer, men mange virksomheder ville givetvis også opfatte det som en ekstra administrativ byrde. Det har måske noget at gøre med den danske mentalitet og tilliden i et gammeldags håndslag. Men overordnet set er det blevet sværere for virksomhederne at få deres penge hjem, også f.eks. fra de store kunder, der i stigende grad ændrer deres betalingsvilkår og tager sig længere og længere tid til at betale deres regninger. Og det er helt sikkert, at der er virksomheder rundt omkring, som er ekstra pressede på grund af det her, og helt sikkert også nogen, som i sidste ende må lukke,” siger Flemming Nielsen.
Sveas undersøgelser omfatter 5.000 udsendte spørgeskemaer og resultatet ventes senere på året.
