Stramning af konkurrenceregler udsat
BYGGERI. Den 1. juni skulle en stramning af den såkaldte RUT-registrering være trådt i kraft, men etableringen af et elektronisk system lader vente på sig. Dansk Byggeri vil have ministeren til at forklare.
Send til en ven | Kommentér | Print | Tilbage
”Man forventer, at et elektronisk system står klar den 1. oktober, men erfaringerne med udvikling og implementering af offentlige elektroniske systemer viser, at det ofte giver problemer, så i værste fald er der tale om en udskydelse på ubestemt tid. Vi har begrænset tillid til, at alt er på plads den 1. oktober, og derfor har jeg bedt beskæftigelsesminister Inger Støjberg om en forklaring på udsættelsen,” siger adm. direktør i Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen.
Netop Dansk Byggeri ser frem mod en stramning af registreringen, der vil komme organisationens ca. 6.500 medlemsvirksomheder til gode.
”Denne væsentlige stramning af gældende regler har vi imødeset med store forventninger, da stramningerne er nødvendige for at sikre danske byggevirksomheder ordentlige vilkår. Resultatet af udsættelsen betyder, at Dansk Byggeris medlemmer må leve med unfair konkurrence fra den useriøse del af udenlandske byggevirksomheders dør-salg hos private kunder,” siger Lars Storr-Hansen, der derfor håber på en snarlig afklaring i sagen.
-AK
