Fornyet fokus på asbest
DRIFT OG LEDELSE. Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) ved Aalborg Universitet og Arbejdstilsynet sætter fornyet fokus på asbest i byggeriet med udgivelsen af to nye SBi-anvisninger.
Send til en ven | Kommentér | Print | Tilbage
Den ene SBi-anvisning, nemlig nummer 228 - Asbest i bygninger, gennemgår den historiske og nugældende lovgivning vedrørende asbest i byggeriet. Anvisningen indeholder desuden byggetekniske løsninger til indkapsling og reparation af asbestholdige bygningsdele samt metoder til håndtering af asbest i bygninger fra registrering til deponering som affald.
SBi-anvisning 229, Byggematerialer med asbest, er et katalog med 71 kendte asbestholdige byggematerialer, der har været anvendt i dansk byggeri i perioden fra cirka 1900 til 1990. Materialerne er beskrevet med illustrationer og oplysninger om producent og produktionsperiode. Desuden angives materialernes fysiske egenskaber i form af standardmål, farve og overfladestruktur. De to nye anvisninger henvender sig til bygningsejere, byggeriets rådgivende og projekterende parter samt entreprenører og håndværkere. Anvisningerne er på henholdsvis 69 og 83 sider og koster begge 200 kroner ekskl. moms. Anvisningerne kan bestilles på shop.bygnet.dk, og digitale versioner er tilgængelig på www.anvisninger.dk.
-JR
