Videnkuponer skal hjælpe SMV’er
DRIFT OG LEDELSE. Videnskabsministeriet har åbnet for en ny portion videnkuponer, der kan støtte små og mellemstore virksomheder i udviklings- og samarbejdsprojekter – DI ser frem til relanceringen.
Send til en ven | Kommentér | Print | Tilbage
En række virksomheder i byggeriet har tidligere fået bevilget midler til konkrete projekter på baggrund af videnkuponer, og det er dokumenteret, at der er opnået positive resultater af de gennemførte aktiviteter - f.eks. øget effektivisering i driften eller etablering og videreudvikling af virksomhedens kernekompetencer. Derfor giver finansiel støtte via en videnkupon ifølge Dansk Byggeri den helt rette hjælp til den lille eller mellemstore virksomhed. I en udviklings- eller innovationsproces har virksomheden nemlig behov for at blive hjulpet på vej og få udmøntet den gode idé i et konkret projekt, der kan realiseres.”Netop her er en videnkupon med mulighed for at købe viden- og konsulentydelser hos en videninstitution den helt rigtige løsning. Kombineret med, at det er administrativt relativt let at ansøge, og at der ikke går så lang tid før man får svar, så er det en model, der passer godt til de små og mellemstore virksomheder,” siger projektchef Jørn Jensen fra Dansk Byggeri.
Aktiviteter, hvor der kan opnås bevilling, spænder bredt fra produktudvikling og kvalitetsforbedring over hjemtagning og implementering af nye teknologier til innovation i forretningsudviklingen, herunder markedsføringsstrategier samt opdyrkning af nye nationale eller internationale markeder.
Videnskabsministeriet har afsat 25 mio. kr. i den nye pulje. Små og mellemstore virksomheder kan søge op til 100.000 kr. til et udviklings- eller samarbejdsprojekt. Det bevilgede beløb dækker 40 pct. af omkostningerne i det samlede projekt, mens virksomheden skal egenfinansiere de 60 pct. Der bevilges efter først-til-mølle princippet.
-JR
