KNX vil tage markedsandele
TEKNOLOGI. Den internationale KNX Association, som er KNX-standardens ”ejer”, har fået en dansk afdeling, som skal udbrede kendskabet til standarden i Danmark og sikre kompetencerne hos sine medlemmer.
Af Kristina Øby Pedersen
Send til en ven | Kommentér | Print | Tilbage
Formand for den danske afdeling af KNX Association, Heine Knudsen, regner med, at 100-200 elinstallatører vil tilslutte sig foreningen.
Danmark er dog fortsat langt bagud for de fleste vesteuropæiske og ikke mindst nordeuropæiske lande. Heine Knudsen anslår således, at udbredelsen er ca. ti gange så stor i Norge og Sverige.
Hvem kan være med?
”Alle, der producerer eller distribuerer produkter til brug for KNX-installationer, kan blive medlem mod at betale et medlemskontingent. Det samme kan elinstallatører,” fortæller han. Rådgivende ingeniører kan derimod kun blive ikke-betalende medlemmer, hvilket indebærer, at de ikke har stemmeret. Den samme løsning kan installatørerne vælge.
”I nogle lande har man holdt rådgiverne helt ude, fordi man ønsker at bevare sin uafhængighed. Foreningens ædle formål er jo, at udbrede kendskabet til KNX. I Danmark er vi desuden nødt til at repræsentere den samme interessentgruppe, som man gør internationalt,” forklarer han.
”Indtil videre består den danske forening af tolv producenter – heriblandt Schneider, ABB, Wexøe, Siemens og Gira, og så forventer vi, at mellem 100 og 200 installatører vil tilslutte sig.”
Gode fremtidsperspektiver
Han er ikke i tvivl om, at KNX vil få stor udbredelse i de kommende år, og det vil delvist ske på bekostning af andre systemer.
”Jeg talte fx med en fra Odense kommune, som udover LON og KNX har fem til seks proprietære systemer, og jeg er overbevist om, at der vil ske en øget standardisering i de kommende år. I det hele taget har rigtig mange været forbi i løbet af messen – heriblandt skoler og institutioner. De er klar over, at det her er noget, de skal,” siger han.
Han mener ikke, at der er grænser for, hvor store byggerier KNX kan klare. Som eksempler nævner han Birdnest i Beijing og London Heathrow, hvor man har anvendt KNX til styring af samtlige tekniske installationer – elektriske såvel som HVAC.
Tilbagebetalingstiden kan begrænse
”Det er vanskeligt at besvare spørgsmålet om tilbagebetalingstid, for i næsten alle tilfælde får man en masse komfort med i købet, og det forlænger selvfølgelig perioden. Nogle af de bedste studier er lavet på et tysk universitet, hvor man udelukkende er gået efter energiforbruget – altså ingen ekstra komfort. Her har man opnået en tilbagebetalingstid på tre til fem år ved efterinstallation," slutter Heine Knudsen.
Annonce
- Fakta
Om KNX
De tre forgængere for KNX var Batibus, EIB og EHS, som alle blev til i begyndelsen af 1990’erne. Batibus slog især igennem i Frankrig, Italien og Spanien, EIB vandt indpas i Nordeuropa lande, mens EHS blev den fortrukne løsning til producenter af husholdningsapparater og underholdningselektronik. I 1997 besluttede de tre konsortier bag systemerne at slå sig sammen om at udvikle markedet for intelligente hjem med det aftalte mål at udvikle en ny fælles industristandard, som også kunne foreslås som international standard. KNX Association præsenterede den nye standard i foråret 2002. ISO-certificeringen fulgte året efter.
