Naturlige kølemidler foretrækkes
MILJØ. Fra juli 2007 træder EU´s F-gas-forordning i kraft. Den foreskriver blandt andet, at køle- og klimaanlæg regelmæssigt skal efterses og kontrolleres for tæthed af kvalificeret personale. Alt servicearbejde skal kontinuerligt dokumenteres og kunne kontrolleres af alle. Formålet med disse forskrifter er at reducere emissionen af drivhusgasser. Anlæg der anvender naturlige kølemidler vil ikke blive berørt.
Send til en ven | Kommentér | Print | Tilbage
"Allerede nu går mange driftsansvarlige, køleanlægsproducenter og komponentproducenter foran med et godt eksempel, og anvender fortrinsvis naturlige kølemidler som ammoniak, kuldioxid eller kulbrinter", siger Monika Witt, bestyrelsesformand for det europæiske initiativ til naturlige kølemidler - eurammon. "Det kan især betale sig ved luftkonditionering af bygninger, for i vore dage vil ingen bruger jo give afkald på luftkonditionerede rum. Det forhøjede energibehov, der hænger sammen med en luftkonditionering, kan modvirkes vha. anlæg med naturlige kølemidler, der udmærker sig ved deres høje virkningsgrad."Rentabilitetsanalyse afgørende
En førende, tysk slikproducent har f.eks. handlet meget forudseende. På fabriksområdet i Halle/Westfalen har virksomheden ladet opføre en ny produktionsbygning. Efter en detaljeret rentabilitetsanalyse besluttede producenten sig for at luftkonditionere lokalerne ved hjælp af et ammoniaksystem. Hjertet i det af køleanlægsproducenten Dresen + Bremen installerede anlæg er fire omdrejningstalsregulerede skruekompressorer med en samlet effekt på 2,8 megawatt. Forbrugerne forsynes med kulde via et propylenglykol-kredsløb med temperaturer mellem 5° og 11° C. Pladevarmevekslere sørger for energitransmissionen efter tyngdekraftsprincippet. Fordampningstemperaturen er på 3° C., kondenseringstemperaturen 33° C. Spildvarmen fra skruekompressoren opvarmer brugsvand, der f. eks. anvendes til opvarmning. Køleanlægget er placeret i et maskinrum af stål på taget af produktionshallen.
Siden slutningen af 90´erne har Baden-Württembergische Landesbank i Stuttgart kontinuerligt omstillet deres klimaanlæg. På nuværende tidspunkt fremstiller otte ammoniak-væskekølesæt fra specialproducenten Grasso Refrigeration Technology koldt vand på et bestemt temperaturniveau: 6° C. om sommeren og 12° C. om vinteren. Vandet luftkonditionerer kontorlokaler og køler de store computere. Kølemaskinerne befinder sig på den øverste etage i hovedbygningen, mens fordampningskondensatorerne fra producenten Evapco er placeret på taget af teknikcentralen. Via et rørledningssystem fordeles koldt vand til hele bankbygningen og de tilstødende kontorbygninger.
Takket være den kompakte opbygning kan kølemiddelmængden begrænses til cirka 300 kg ammoniak pr. kølesæt. En speciel egenskab ved dette køleanlæg er den frie køling: Fra en udetemperatur på 5° C. og lavere kan der også fremstilles koldt vand uden at bruge kølemaskinerne og med et minimalt energiforbrug. De anlægsdele, der indeholder ammoniak, er placeret i gastætte kabiner, og overvåges af følere. Alt i alt kan anlægget levere en køleeffekt på mere end 15 megawatt.
Køling af kontorbygning
"Men også uden for Tyskland anvendes der naturlige kølemidler med succes til luftkonditionering af produktions- og kontorlokaler", siger Monika Witt. Således satser Roche Products, en virksomhed, der er aktiv over hele verden inden for sundhedsområdet, på en kombination af ammoniak og kulbrinter. På det engelske hovedsæde i Welwyn Garden City nord for London ligger den farmaceutiske afdeling, hvor der fremstilles produkter til forebyggelse, diagnosticering og behandling af sygdomme.
På knap 22.000 kvadratmeter har Roche ladet opføre en moderne kontorbygning. Til køling af lokalerne søgte koncernen efter en energibesparende og vedvarende løsning, som køleanlægsproducenten Star Refrigeration udformede og installerede.
Til luftkonditioneringen af kontorerne anvendes der to ammoniak-køleaggregater med en kapacitet på 930 kilowatt hver: aggregaterne er placeret på bygningens tag. På den måde kan kondensatorerne blive afkølet af udetemperaturen, hvilket øger anlæggets virkningsgrad. Tre aggregater drives med kulbrinte, og køler udelukkende serverrummene. De yder en effekt på 130 kilowatt hver. Alle fem kølemaskiner er udstyret med følere til tæthedskontrol og et alarmsystem. Et computerbaseret kontrolsystem garanterer, at systemet er driftsklart og -sikkert. Takket være køleanlæggets miljøvenlighed og lave emission af drivhusgasser har det modtaget RAC Cooling Industry Award 2005 i kategorien "Installation of the Year – Commercial".
Saab, en stor hightech-virksomhed inden for luft- og rumfart samt bilproduktion har til sit hovedsæde i den svenske by Linköping søgt efter en miljøvenlig og billig løsning til luftkonditionering af kontorbygningerne. Anlægget skulle både forsyne de 5.000 kvadratmeter lokaler effektivt med kulde og være let at udvide i fremtiden. York Refrigeration Sverige opførte derfor et centralt anlæg til fjern-luftkonditionering, der består af fire ammoniak-væskekølesæt med en køleeffekt på hver to megawatt. Ved hjælp af koldt vand på 8° C. (sommer) respektive 12° C. (vinter) forsynes administrationsbygningerne med kulde via et omfattende rørnet. På den måde kan alle rum tempereres med en behagelig temperatur på 20 til 23° C., uafhængigt af årstiden.
Fremtidssikret investering
"De erfaringer, som driftsherrer, køleanlægsproducenter og underleverandører gør med naturlige kølemidler, er udelukkende positive", siger Monika Witt fra eurammon. "De udgør en let håndterlig og miljøvenlig løsning inden for køle- og klimateknik. Men først og fremmest er naturlige kølemidler en fremtidssikret investering. Uanset hvordan kontrollen af EU´s F-gas-forordning falder ud, er naturlige kølemidler ikke berørt af dette."
Annonce
- Relaterede artikler
