Fjernvarme bliver del af klimadebatten
MILJØ. Der ligger ifølge Energitjenesten et stort potentiale i fjernvarmesystemerne, når det gælder nedbringelse af CO2-udslip. Men først nu er den blevet del af klimadebatten.
Af Nadia Jill Carver
Send til en ven | Kommentér | Print | Tilbage
Klimadebatten er i den grad over os. Gennem de seneste år har spørgsmålet om klimaændringer og håndteringen af disse trængt sig mere og mere på. Medierne stiller skarpt på klimaforandringer, og på politisk plan, såvel lokalt som globalt, står debatten om vores klima centralt placeret.I kølvandet på regeringens energiudspil er politikere og energibranchen konstant ude med meldinger om energibesparelser og nedbringelse af CO2 udledning på både lokalt og nationalt plan.
60% af de danske hustande bruger fjernvarme
Spørger man Energitjenesten, er det en fordel, at der er kommet fokus på emnet, hvor målet er at gøre Danmark uafhængig af fossile brændstoffer, såsom kul og olie ved hjælp af alternativ energi.
I dag opvarmes 60 % af alle danske husstande med fjernvarme og en stor del af overskudsvarmen fra el-produktion er allerede udnyttet. Hertil kan man med en velbegrundet undren spørge, hvor fjernvarmen bliver af i debatten – hvad er mulighederne inden for vores eksisterende opvarmningssystem? Her mener Energitjenesten, at der kan ske meget mere på området ved blandt andet at udnytte vedvarende energi i højere omfang.
”Der ligger fantastiske muligheder i fjernvarmesystemerne, og fjernvarme vil blive en hjørnesten i fremtidens CO2-frie energiforsyning. Fjernvarmeområdet er inde i en rivende udvikling, og der eksisterer gode muligheder for at kombinere fjernvarme med både solenergi, varmepumper og udnyttelse af biomasse i forgasningsanlæg eller biogasanlæg. En kombination vil betyde, at fjernvarmeværkerne kan nedsætte deres forbrug af fx naturgas eller kul, og dermed også deres CO2-udslip”, siger Jakob Worm fra Energitjenesten Midt- og Østjylland.
Jakob Worm påpeger yderligere, at fjernvarme jo i forvejen udnytter brændslerne fornuftigt, og at man ved udnyttelse af nye styrings- og reguleringsformer har en yderligere mulighed for at spare på brændslet.
Mere fleksibilitet i energiforsyningen
I energidebatten er der allerede kommet flere gode bud på, hvordan Danmark kan arbejde frem mod en bæredygtig og uafhængig energiforsyning. Fra Teknologirådet og ingeniørforeningen lyder buddene på, at det er nødvendigt med større fleksibilitet i energiforsyningen. For eksempel bør fjernvarmeværkerne være rustet til at kunne udnytte de store mængder vindmøllestrøm, der kommer når det blæser meget, og samtidig kan værkerne producere el på tidspunkter, hvor der er ekstra efterspørgsel.
Annonce
- Fakta
Fakta om Energitjenesten
Energitjenesten er et projekt, som primært er finansieret af energisparepuljen, som administreres af Dansk Energi Net (tidligere elforsyningsselskabernes forening ELFOR). Projektet er oprettet på initiativ af Organisationen for Vedvarende Energi (OVE) og Samvirkende Energi- og Miljøkontorer (SEK).
Energitjenesten har til formål at yde uvildig vejledning for borgere, virksomheder og offentlige instanser om fornuftigt energiforbrug. Energitjenesten er oprettet 11 steder i landet.
Energitjenesten er gratis for slutbrugeren.
- Relaterede artikler

individ og samfund
*tvangstilsluttet til fjernvarme gennem 12 år og med udsigt til tvangstilslutning mindst lige så lang tid kan jeg konstatere, at trods fjernvarmeværkets energibesparende investeringer (som 'hurtigt vil kunne tjene sig hjem') er fjernvarmepriserne steget jævnt i løbet af de 12 år.
*det har sikkert fra starten været meningen, at fjernvarmen skulle være en service for brugerne, nu er det da blevet sådan, at brugerne er til for fjernvarmeværkets skyld.
* Hvorfor skal det være dobbelt så dyrt at aftage fjernvarme som at have individuel opvarmning?
* Hvis der eksisterer en forening, der varetager fjernvarmebrugernes interesser, hører jeg meget gerne derom.
Sonja Merete Andersen d. 06-02-2010 kl. 16:47