Installatører giver energi-råd til borgerne
ENERGI. Som en del af DR2 program-serien ”Grøn Teknologi Tour” møder lokale installatører fra hele Danmark borgerne og giver gode råd om energirenovering.
Af Lasse Andersen
Send til en ven | Kommentér | Print | Tilbage
Installatørorganisationen TEKNIQ deltager på turen for at sætte fokus på installationsbranchens grønne kompetencer. Således vil borgerne på TEKNIQs stand kunne få råd fra lokale vvs- og elinstallatører om vedvarende og grønne teknologiløsninger.
”Folk ved ikke ret meget”
Henning Bjerre, der er indehaver Bjerre VVS, var en af de installatører, som svarede på spørgsmål, da Grøn Tour gæstede Grenaa. Han er glad for, at han stillede op:
”Jeg sagde ja til at være med, fordi jeg gerne vil gøre opmærksom på, at vvs-branchen kan gøre en hel del for borgere, der gerne vil spare på energien. Generelt ved folk nemlig ikke ret meget om de løsninger, der findes på markedet. Derfor er det godt, at komme ud at møde folk, og vi havde en god dialog med mange mennesker, som vi fortalte om solvarme, jordvarme og luft til vand-varmepumper, der er et område, vi laver en del indenfor,” siger Henning Bjerre og understreger, at det er nødvendigt at gøre en indsats.
”Altså medmindre folk lige står og skal have skiftet deres oliefyr, så aner de ikke, at vi kan tilbyde nogle stærke energieffektive løsninger. For langt de fleste er vvs-installatører bare nogle, der laver vandhaner og toiletter.”
Grønnere trods alt
Han tilkendegiver også, at når man som vvs-installatør, har præsenteret folk for de grønne løsninger på markedet, så er de mere tilbøjelige end tidligere til at slå til.
”Det er blevet en anelse nemmere at sælge ved hjælp af grønne argumenter. Folk har efterhånden fundet ud af, hvorfor det er vigtigt at spare på energien og passe på naturen,” siger Henning Bjerre.
Hvorvidt han får ekstra opgaver ud af sin deltagelse på Grøn Teknologi Tour, tør han ikke spå om:
”Det er svært at sige, om der kommer mere salg ud af det. Der var en del interesserede, der henvendte sig, men det er jo lidt ligesom, når man er ude og kigge på ny bil – der er mange der kigger, men hvem køber reelt en.”
Annonce
- Fakta
FAKTA:
Grøn Teknologi Tour besøger disse byer
Begivenhederne hvert sted varer lige fra klokken 14.00 til klokken 21.00 og bliver om aftenen krydret af en halv times landsdækkende, direkte DR-tv i den bedste sendetid.
Energikaravanen kommer til disse byer:
Kalundborg 3. september
Varde 10. september
Hjørring 17. september
Sønderborg 24. september
Herning 1. oktober
Roskilde 8. oktober
Helsingør 15. oktober
