Erhvervsportal om: energi · vand · varme · belysning · indeklima · miljø · ventilation · sanitet · design · værktøj

Hovedsponsor:

Sektionen sponsoreres af:

Dato:
www.installator.dk/energi

ESCO- koncept skal fremme energirenoveringer i private boliger

ENERGI. Der bliver ikke udført flere energirenoveringer i almindelige husstande, fordi boligejerne er usikre på besparelsespotentialet. Det problem skal løses ved hjælp af det såkaldte ESCO-koncept, konkluderer en række aktører på markedet.

Send til en ven | Kommentér | Print | Tilbage

ESCO-konceptet, som har været en effektiv murerbrækker til at få gang i energirenoveringerne i store bygninger, kan også med fordel bruges til at fremme effektiviseringer i almindelige husstande.

Det er hovedkonklusionen fra en arbejdsgruppe med repræsentanter fra blandt andet Håndværksrådet, Tekniq, Dansk Energi og Center for Energibesparelser, som netop har offentliggjort deres bud på hvordan, energirenoveringer i private boliger kan fremmes.

En ESCO er et energitjenesteselskab, der kan hjælpe bygningsejeren med at identificere, planlægge og gennemføre energibesparelser - og dermed gøre hele processen mere spiselig og overskuelig.

Boligejere er usikre

Arbejdsgruppen, der blev nedsat af Klima- og energiminister Lykke Friis i februar, vurderer, at rammerne for at gennemføre energirenoveringer i private boliger generelt er til stede. Men når der ikke gennemføres flere besparelser skyldes det, ifølge gruppens konklusioner, boligejernes usikkerhed ved komplicerede ombygningsarbejder kombineret med tvivl om, hvor mange penge der reelt kan spares ved energirenoveringen.

Derfor skal boligejeren præsenteres for helhedsløsninger for energibesparelser, der virker troværdige og er nemme at gå til, lyder det blandt andet fra Håndværksrådet, der er repræsenteret i arbejdsgruppen.

"Der er brug for en katalysator, der for alvor får danskerne til at kaste sig over energirenoveringer. Vi har tidligere foreslået en kautionsordning, men der kan også tænkes andre måder at understrege overfor boligejerne, at en investering i energibesparelser i boligen ofte giver det bedste afkast i forhold til andre investeringer,” siger Afdelingschef i Håndværksrådet Anne Holm Sjøberg.

Center for Energibesparelser vigtig aktør

Center for Energibesparelser vil fremover være et naturligt omdrejningspunkt og katalysator for en forstærket indsats med ESCO-konceptet, og Centeret støtter op om parternes indsats for at give den mere dynamik og gennemslagskraft.

Klima- og Energiminister Lykke Friis glæder sig over, at markedets aktører har forpligtet sig til at gøre en indsats.

”Der ligger et kæmpe potentiale for energibesparelser i parcelhuskvartererne. Hvis vi i fællesskab kan gøre noget for, at besparelserne bliver realiseret, så slår vi flere fluer med et smæk; boligejeren får lavere energiregninger, det gavner beskæftigelsen og bidrager samtidig til at nå målet om uafhængighed af fossile brændsler. Derudover har energibesparelser ofte en positiv effekt på indeklimaet, og husene bliver mere værd,” understreger Lykke Friis.

-LA

Annonce
Fakta

Fakta om ESCO-konceptet

ESCO-konceptet (Energy Service Companies) har været anvendt som metode til fremme af energibesparelser i større enheder, især i kommunale bygninger og i industrien. En ESCO – et energitjenesteselskab – kan hjælpe kunden med at identificere, planlægge og gennemføre energibesparelser og gør det herved nemmere for kunden at gennemføre energibesparelser. Samtidig gives der sikkerhed for, at der opnås et givet resultat. ESCO kombinerer følgende elementer; energifaglig ekspertise, bistand til gennemførelse, finansieringsmåde og garanti for driftsbesparelsen. Ved mindre energirenoveringsprojekter i parcelhuse eller mindre boligenheder kan ESCO-light samarbejder mellem flere parter være nøglen til en øget energieffektiviseringsindsats

Fakta om arbejdsgruppe:

Ministeriets arbejdsgruppe har deltagelse af: Finansrådet, Bolius, Dansk Erhverv, Håndværksrådet, Dansk Energi, Erhvervs- og Byggestyrelsen, Realkreditrådet, DONG Energy, Middelfart Sparekasse, Dansk Industri, ATP, TEKNIQ, Center for Energibesparelser og Energistyrelsen.

Skriv en kommentar

Send en e-mail til mig, når andre kommenterer dette indlæg

Horisont Gruppen a/s    Horisont Gruppen a/s | © 2010 | Center Boulevard 5 | 2300 København S
info@horisontgruppen.dk | Tlf 32473230 | Fax 32473239 | Alle artikler er beskyttet af ophavsret - læs mere her