Horsens i front med grundvandsbaseret opvarmning
ENERGI. Folkene bag Horsens Sundhedshus har idriftsat et anlæg, der både kan opvarme og nedkøle ved hjælp af grundvand. Det giver en årlig energibesparelse svarende til 350 boligers samlede elforbrug.
Af Mia Salling
Send til en ven | Kommentér | Print | Tilbage
”Vi har fra starten ønsket et byggeri med minimalt energiforbrug. Derfor var vi meget lydhøre, da vores ingeniør præsenterede muligheden for grundvandsbaseret klimatisering,” siger bygherre Orla Kjeld Bothe.
Energi lagres i undergrunden
Ingeniørvirksomheden bag det såkaldte ATES-anlæg, Hundsbæk & Henriksen A/S, har igennem en årrække leveret grundvandsbaserede nedkølingsanlæg, bl.a. til flere af landets største virksomheder. Ifølge direktør Flemming Hoff Jakobsen er anlægget i Horsens et af de første i Danmark, som både kan opvarme og nedkøle vha. grundvandet.
”Grundvandet er et effektivt medie for lagring af energi. Merinvesteringen i ATES-anlæg kan typisk tjene sig hjem på 4-6 år i nybyggerier og på under 10 år i eksisterende byggerier. Ved anlæg, der alene bruger grundvandet til nedkøling, er tidshorisonten typisk under 1 år i nybyggerier og 3-6 år i eksisterende byggerier,” siger han.
ATES er en forkortelse for Aquafair Terminal Energy Storage og er kendt fra Holland, hvor der allerede findes flere end 200 anlæg. Konceptet bygger på at lagre energi i grundvandet, som via en varmeveksler benyttes til at nedkøle bygninger om sommeren og opvarme dem i vintermånederne. Om sommeren pumpes koldt grundvand op, der nedkøler huset. Vandet bliver derved op til 20 grader varmt, og det opvarmede vand ledes efterfølgende tilbage i undergrunden, hvor ca. 80 procent af varmeenergien bevares sommeren over,
Om vinteren ledes vandet via en krydsveksler over i bygningens varmeanlæg, hvor temperaturen ved hjælp af varmepumper hæves til ca. 50 grader. Derefter føres vandet tilbage i undergrunden.
