Nyt råd for el- og gasteknisk sikkerhed
Rådgivning af erhvervs- og vækstministeren er blandt bevæggrundene til nedsættelsen af det nye råd for el- og gasteknisk sikkerhed.
Erhvervs- og vækstministeren har med virkning fra 1. januar nedsat et nyt råd for el- og gasteknisk sikkerhed, som ministeren kan rådføre sig med om den sikkerhedstekniske udvikling på el- og gasområdet.
Læs også: Staten beskyldes for sikkerhedssjusk i stort byggeri
Rådets medlemmer får til opgave at holde sig informeret om den el- og gastekniske udvikling som baggrund for at kunne rådgive ministeren.
Det er vigtigt for konkurrenceevnen og vækstmulighederne, at vi til stadighed er i stand til at udnytte den nyeste teknologiske udvikling på el- og gasområdet. Vi skal være på forkant uden at gå på kompromis med sikkerheden. En af opgaverne for Rådet for El- og Gasteknisk Sikkerhed bliver netop at bidrage til udviklingen på området, siger erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen og fortsætter:
Vidensniveauet er højt blandt medlemmerne, og kombinationen af strategisk og praktisk viden betyder, at den teknologiske udvikling både kan foregribes og omsættes til konkrete initiativer.
Bredt sammensat råd
Rådet for El- og Gasteknisk Sikkerhed er nedsat med hjemmel i elsikkerhedsloven, der trådte i kraft 1. januar 2016, og rådet er bredt sammensat af repræsentanter for uddannelses- og rådgivningssektoren, brancheorganisationer og forbrugerinteresser.
Som formand for rådet har erhvervs- og vækstministeren udpeget rektor for Aalborg Universitet, civilingeniør Per Michael Johansen, mens Sikkerhedsstyrelsen er sekretariat for rådet.
Rådet har en central rolle i forhold til rådgivning af ministeren. Det er derfor min ambition, at vi kan tænke fremtidsorienteret og fremme udviklingen på en måde, så danske styrkepositioner inden for el- og gasteknisk sikkerhed medvirker til vækst i de danske virksomheder, siger Per Michael Johansen.
Rådet skal fungere som et uafhængigt og sagkyndigt råd inden for el- og gasteknisk sikkerhed. Sammensætningen af medlemskredsen er fastlagt i elsikkerhedsloven, hvor det fremgår, at medlemmerne tilsammen skal repræsentere et højt strategisk niveau, have en bred indsigt og have en særlig viden om el- og gasteknisk sikkerhed.
Læs også: Ventilation kan suge giftig røg ind i lejligheder minister afviser problemet
Medlemmerne af Rådet for El- og Gasteknisk Sikkerhed er udpeget af erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen for en fire års periode. Rådet var samlet til første møde den 7. april.
- JKK