Ventilations-markedet i Øst har stort potentiale
Naturlige kølemidler skal modernisere ventilationen og kølesystemerne i den russiske fødevareindustri. Og spare den for op til 30 procent af energiforbruget, hedder det fra det europæiske initiativ for naturlige kølemidler.
Ventilations- og kølesystemerne i Rusland er fra et tidspunkt mellem 1930erne og 60erne. Og det begynder at blive tydeligt. De er nedslidte, bruger uforholdsmæssige mængder af energi og koster bare for meget at reparere og vedligeholde. Alternativet kan blive naturlige kølemidler som ammoniak og kuldioxid. Det oplyser eurammon, det europæiske initiativ for naturlige kølemidler.
Billig og effektiv
Vi skønner, at over de næste par år skal op i mod 90 procent af de ventilations- og kølesystemer udskiftes med nye maskiner, der har et længere serviceliv og bedre energieffektivitet, siger Franz Kaltenbrunner, der er bestyrelsesmedlem i eurammon, og fortsætter: En trend, der viser sig her, er brugen af naturlige kølemidler som ammoniak, kuldioxid og kulbrinte. Deres gode egenskaber udgør en realistisk løsning på de forældede systemer i de tidligere sovjetstater.
Ifølge eurammon er de naturlige kølemidler så energieffektive, at de kan spare systemerne for omkring 30 procent af energiforbruget. Desuden skulle produktionen af ammoniak og kuldioxid og så videre være mindre energiintensiv og dermed billigere end de syntetiske kølemidler.
Hold på kulden i Sibirien
De 30 procent mindre på energiregnskabet er, hvad mælkefabrikken Sitnikov i Sibirien har oplevet. Her blev de syntetiske kølemidler erstattet med et 586 kWs ammoniakanlæg med en ladning 300 kilo. Energiforbruget faldt sammen med temperaturen. Det nye anlæg holder 80 m³ vand på et sted mellem 8 og 2 °C.
Anlægget består af to små skrue-kompressorer, så produktionen ikke går i stå, hvis den ene kompressor holder op med at fungere. Desuden skulle dobbelt-kompressorløsningen give mere præcis kapacitetskontrol.
Olien i kompressoren bliver kølet ved hjælp af en vandkølet varmeveksler.
Pølser på ammoniak
I Hviderusland bliver over 300 kød- og pølseprodukter kølet med ammoniak. Volkovysk-syndikatet er et af de 10 største kødforarbejdningsanlæg i Hviderusland, og hvert år bliver omkring 60.000 tons kød gjort til hakkekød, pølser og kødboller her.
Anlægget, der er fra 1964, skulle moderniseres og udvides, men produktionen måtte ikke stoppe undervejs. Kødet måtte altså opbevares alternativt.
Derfor fik anlæggets operatører udstyret dybfrysningsrummene med 14 ammoniak-køleelementer under loftet.
50 tons ammoniak bliver cirkuleret gennem det centrale kølesystem, mens det sekundære system opererer med 600 kilo kølemiddel. Det holder alt sammen temperaturen i rummene på -5, -10, -30 and -40 °C.
Bedre for klimaet
Ammoniak er blevet brugt som kølemiddel i industrien i mere end 130 år, hedder det fra eurammon. Ammoniak er en farveløs gas, der ikke skulle have noget potentiale for direkte at påvirke den globale opvarmning, mens chancen for kuldioxid og kulbrinte skulle være lille.
Det er energieffektiviteten og de miljøvenlige karakteristikker, der er overbevisende ved de naturlige kølemidler. Deres chance for at bidrage til den globale opvarmning er nul eller, som med ammoniak, meget lille. De beskytter ozonlaget. Derfor er naturlige kølemidler simpelthen uovertrufne fra et klimaperspektiv, fortæller eurammons Franz Kaltenbrunner.
