VVS'23 – Uponor lancerer et præfabrikeret vådrumsmodul
Uponor har store forventninger til årets fagmesse VVS'23 i Odense. Det skyldes ikke mindst lancering af Uponor Reno Port, et præfabrikeret vådrumsmodul: "Vi ser en potentiel gamechanger til projekter med renovering af faldstammer og stigestrenge
For etageejendomme i den ældre boligmasse repræsenterer renovering af badeværelser en væsentlig forbedring af boligkvaliteten, men det kan også være et kostbart projekt med mange tilpasninger og en uoverskuelig mængde installatørtimer. Uponor Building Solutions er på fagmessen VVS'23 klar med en løsning, der viser nye veje.
"Med Uponor Reno Port tilbyder vi et præfabrikeret, gennemtestet og færdigmonteret vådrumsmodul, der er lige til at montere på pladsen og slutte til vand og afløb," forklarer produktchef Jesper Hansen. "Det sparer kostbar tid og strømliner installationen i forbindelse med for eksempel renovering af faldstammer og stigestrenge."
Reno Port-modulet kan tilpasses forskellige højder og findes i to versioner – indkapslet med lakeret stålplade eller forberedt til montering af fliser. Det giver stor fleksibilitet, ligesom modulet naturligvis leveres med præcis den konfiguration, der valgt til det pågældende projekt. Dertil kommer en række fordele ved den efterfølgende drift.
"Beboerne får en både æstetisk og hygiejnisk løsning som samtidig overholder alle krav til sanitære løsninger. Derudover sørger den praktiske serviceluge for nem adgang til alle systemets tilkoblinger. På den lange bane kan der spares installatørtimer under vedligeholdelse. Vi har meget store forventninger til løsningen, som allerede har gået sin sejrsgang på det svenske marked," slutter produktchef Jesper Hansen.