5 spørgsmål kommuner bør stille ved indkøb af nødstrøm

I Billund har byrådet afsat 5,5 mio. kroner til mobile generatorer og batterier på kommunens plejehjem. I Vejle har man valgt 171 mindre batteripakker til under en halv million kroner. Aarhus satser på dieselgeneratorer til sine beredskabsplejehjem, mens København fortsat undersøger behovet.
 

Så forskellige er de danske kommuners strategier for nødstrøm – som beskrevet af ResilienceTech før sommerferien.
 

Billedet genkender vi tydeligt fra vores dialog med kommunerne. Nogle er langt fremme. De har overblik over kritiske funktioner, tekniske installationer, test, drift og ansvar. Andre kommuner står med et nyt og voksende beredskabsansvar, men uden den tekniske viden og de klare retningslinjer, der skal til for at træffe de rigtige beslutninger.
 

Det er ikke nødvendigvis, fordi den ene kommune har ret, og den anden tager fejl. Det er snarere et tegn på, at kommunerne mangler et fælles fagligt grundlag til at vurdere, hvad den rigtige nødstrømsløsning egentlig er.

Det er et problem. For nødstrøm er blevet et spørgsmål om borgernes sikkerhed – det er ikke længere en teknisk detalje i kælderen.
 

Et voksende ansvar

Et skærpet trusselsbillede, hyppigere ekstremvejr og et elnet under pres betyder, at længerevarende strømafbrydelser ikke længere kan afskrives som noget, der næsten aldrig sker. Samtidig løfter NIS2 og det kommende CER-direktiv robusthed op på øverste ledelsesniveau.
 

Alligevel står mange kommuner uden et klart kompas. Vi har ingen nationale krav for nødstrøm til sårbare borgere, hvad enten de er på plejehjem, botilbud eller i eget hjem.

Det på trods af, at KL gentagne gange har efterlyst skarpere retningslinjer, fordi det har direkte betydning for, hvilket materiel kommunerne skal købe, hvordan de skal øve sig, og hvilken besked de skal give borgerne.

Konsekvensen er, at kommunerne bliver tvunget til at træffe sikkerhedskritiske beslutninger på meget forskelligt grundlag.
 

Falsk tryghed kan være farligere end ingen tryghed

Den største risiko med nødstrøm er, at kommunen tror, den er dækket ind, men at løsningen ikke er dimensioneret, testet eller vedligeholdt til den situation, den skal fungere i.

En batteripakke kan være den rigtige løsning til ét behov. En generator kan være den rigtige løsning til et andet. En UPS-løsning kan være afgørende for de første sekunder, før generatoren tager over. Og i nogle tilfælde er svaret en kombination.

Men valget skal begynde med funktionen, ikke med produktet.

Hvilke bygninger skal holdes i gang? Hvilke borgere er afhængige af strøm? Skal der være lys, varme, køkken, medicinsk udstyr, lifte, kommunikation, servere eller krisestyring? Hvor længe skal kommunen kunne klare sig? Timer? Et døgn? Flere døgn?

Hvis kommunen ikke kender behovet, risikerer den  at købe en løsning, der ser fornuftig ud på papiret, men som ikke løser problemet, når strømmen går.

Det er dyrt at købe billigt

En af de store faldgruber ligger i selve indkøbet. For de ansvarlige bliver ofte målt på at købe billigt her og nu – sjældent på, hvad løsningen koster set over 10 eller 15 år.

Men den billigste løsning kan hurtigt blive den dyreste.

Hvis en løsning har kort levetid, er dyr i drift, ikke bliver serviceret korrekt eller ikke starter, når der er brug for den, er den lave indkøbspris ikke længere en besparelse. Så bliver den en risiko.

En nødstrømsløsning er en forsikring. Den skal sikre, at plejehjemmet, vandforsyningen, kriseledelsen eller det kritiske it-system fungerer, når det virkelig gælder. Derfor kan man ikke kun vurdere løsningen på anskaffelsesprisen.

Man skal se på livstidsomkostningerne.

5 spørgsmål kommunerne bør stille

Et kvalificeret valg af nødstrøm handler om mere end teknik. Det handler om økonomi, sikkerhed, drift og ansvar. Derfor bør enhver kommune som minimum stille fem spørgsmål, før der købes ind:

1. Hvilke funktioner skal holdes i gang?
   Plejehjem, vandforsyning, kriseledelse, medicinsk udstyr, storkøkkener og kommunikation har vidt forskellige behov. Begynd med funktionen, ikke med generatoren.
    
2. Hvor længe skal løsningen kunne fungere?
   En krise varer sjældent kun de få minutter, der står i et regneark. Kommunen skal vide, om den planlægger for timer, døgn eller længere.
    
3. Er løsningen testet under realistiske forhold?
   Et anlæg, der aldrig er prøvekørt under reel belastning, er en antagelse – ikke et beredskab. Det gælder både generatorer, UPS, batterier, tavler og overgange mellem systemer.
    
4. Hvad koster løsningen over hele levetiden?
   Indkøbsprisen er kun én del af regnestykket. Drift, service, brændstof, reservedele, levetid, energiforbrug og miljøbelastning skal med.
    
5. Kan kommunen dokumentere ansvar, test og vedligehold?
   Robusthed bliver i stigende grad et ledelsesansvar. Derfor skal kommunen kunne dokumentere, hvem der har ansvaret, hvornår løsningen er testet, og hvordan den vedligeholdes.

Nødstrøm er ikke almindeligt indkøb

Kommunerne har mange opgaver, stramme budgetter og et voksende beredskabsansvar.

Derfor er det forståeligt, at indkøb af nødstrøm nogle steder bliver håndteret som et klassisk teknisk indkøb.

Men nødstrøm er ikke en almindelig maskine, der skal købes. Det er en del af samfundets sikkerhedsnet.

Når man investerer i nødstrøm, skal man se på økonomi og sikkerhed på samme tid. Vælger man forkert, rammer det ikke kun budgettet. Det rammer de ældre på plejehjemmet, borgeren med kritisk medicinsk udstyr i hjemmet, vandet i hanen og kommunens evne til at lede en krise.

Derfor bør kommunerne ikke efterlades med hver deres regneark, leverandørliste og mavefornemmelse. De har brug for klare retningslinjer, bedre faglig støtte og et stærkere fokus på levetid, drift, test og dokumentation.

For den nat, hvor strømmen går, er det ligegyldigt, hvad løsningen kostede på indkøbsdagen.

Det afgørende er, om den virker.