Der er meget at spare på efteruddannelse
Hvor meget kan man spare gennem TEKNIQs Kompetencefonde, når man sender medarbejderen på efter- og videreuddannelse? En hel del – og det er nu blevet lettere at finde ud af hvor meget via opdateret refusionsberegner.
Foto: Colorbox
Både virksomheder og medarbejdere kan søge om tilskud til efteruddannelse gennem TEKNIQs kompetencefonde. Det er særligt relevant for aktører i det tekniske erhvervsliv, da den grønne omstilling og branchens omfattende innovation inden for teknologiske løsninger gør, at uddannelse kan være afgørende for at følge med:
- Det tekniske erhvervsliv er i en konstant rivende udvikling. Det stiller store krav til virksomhederne og den faglighed deres medarbejdere besidder. Det er vigtigt at kompetencerne følger med udviklingen, hvorfor efter- og videreuddannelse er afgørende, siger Mie Forsberg, konsulent i TEKNIQ.
Ved at gøre brug af kompetenceudviklingsfondene, kan man undgå at investere store beløb i den faglige udvikling, da det både er muligt at få tilskud til løn og andre udgifter forbundet med efter- og videreuddannelse
Men hvad koster det?
En ting er muligheden for tilskud, noget helt andet er afklaring på, hvad man egentlig kan spare. Det er nu blevet lettere at finde ud af. De store regneark og lommeregneren kan godt pakkes væk, for nu kan man blot følge dette link for at finde refusionsberegneren, der hjælper med at give et overblik over tilskud i kr. og øre.
TEKNIQ anbefaler, at virksomheden i sin udviklingsstrategi altid tænker på, hvilke behov der vil være for kompetenceudvikling. Er man i tvivl om, hvilke uddannelses- og tilskudsmuligheder der passer bedst til virksomhedens kompetencebehov, er man velkommen til at tage fat i Mie Forsberg - mfo@tekniq.dk – der kan hjælpe med at finde det rigtige match.
Tilskudsordningerne og positivlisterne varierer fra overenskomst til overenskomst. Men fælles for dem er, at der kan gives tilskud til både korte kurser og længerevarende uddannelsesforløb.
Om TEKNIQ
TEKNIQs medlemmer udvikler, installerer og producerer løsninger, der gør den grønne omstilling til virkelighed.
Vi tror på faglærte uddannelser, på teknologiens og digitaliseringens potentiale – og på at forene sund forretning med en bæredygtig fremtid.
TEKNIQ arbejder målrettet for at sikre de bedste rammevilkår for vores medlemmer. Gennem stærk politisk interessevaretagelse, skarpe forhandlinger og nærværende rådgivning bidrager vi til vækst og velfærd til gavn for hele Danmark.