Seminar
Design og projektering af trykluftinstallationer
Formålet med denne fagtekniske eftermiddag, er at give dig en praksisnær indføring i trykluftteknik.
Foto: Canva
Du bliver klædt på til at foretage de rette tekniske, lovgivnings- og energimæssige dispositioner – fra kompressor til luftkvalitetskrav, rørdimensionering, overvågning og sikkerhed.
På denne intensive eftermiddag introduceres du til en række vigtige opmærksomhedspunkter inden for trykluftinstallationer. Du får en indføring i de grundlæggende principper for trykluftproduktion, anlægsopbygning, kompressortyper, efterbehandlingsudstyr, styring, beholdere, rørdimensionering m.m.
Dertil får du anbefalinger fra trykluftbranchens eksperter til, hvordan du undgår typiske fejl i projektering og udbud.
Indhold
Denne fagtekniske eftermiddag er opdelt i fire centrale moduler:
1: Introduktion og ISO-standarder for luftkvalitet
- Fysikken bag komprimering: FAD (Free Air Delivery) vs. Nm3/min, temperaturpåvirkning og udkondensering af fugt.
- Kravene i ISO 8573-1:2010: Partikler, dugpunkt og olierestindhold.
2: Kompressortyper, efterbehandling og miljø
- Gennemgang af teknologier: Skrue-, stempel- og oliefrie kompressorer.
- Tørring og filtrering: Køle- og adsorptionstørring med mere.
- Opbygning af trykluftcentralen.
- Kondensatdræn og lovpligtig olie/vand-udskillelse.
3: Energioptimering, datalogning og rørdimensionering
- Kortlægning af forsyningsbehov via energimålinger og datalogning.
- Lækagesøgning og beregning af det økonomiske tab ved utætheder.
- Rørføring i praksis: Ringledninger vs. lige stræk, tryktab og materialevalg.
4: “Hvad kan gå galt?” Sikkerhed og styringer
- Lovgivning og inspektion af trykbærende udstyr – herunder risici ved svigt af trykbeholdere.
- PLC-styringer, overvågning og tryksikring ved opstart.
Udbytte
Denne fagtekniske eftermiddag introducerer dig til specialistviden inden for trykluft. Du møder specialister på området og får mulighed for at netværke og erfaringsudveksle med andre i branchen. Et skridt i retning af at minimere fejl i byggeriet.
Når du går hjem, kan du:
- Definere og specificere den korrekte trykluftkvalitet ud fra ISO 8573-1 til konkrete processer.
- Identificere energisyndere, beregne lækagetab og vurdere besparelsespotentialer ved hjælp af datalogning.
- Vurdere og sikre korrekt dimensionering af rørsystemer for at minimere tryktab og opnå et stabilt flow.
- Anvende de vigtigste sikkerheds- og miljøkrav ved drift af trykbærende anlæg og kondensathåndtering.
Målgruppe
- Rådgivende ingeniører og projekterende
- Tekniske chefer og driftsledere
- Maskinmestre og vedligeholdelsesteknikere
- Energirådgivere og miljøansvarlige
