Fra solceller til energilagring: Batterier rykker frem hos både industrien og private
Efterspørgslen på solceller, invertere og især batterier vokser markant. Det oplever vi både blandt private kunder og i industrien, hvor ønsket om bedre energistyring, fleksibilitet og større robusthed er med til at drive interessen.
Foto: Lemvigh-Müller
Elektrificeringen betyder, at stadig flere virksomheder og boligejere ser på, hvordan de ikke blot kan producere strøm selv, men også lagre og bruge den mere intelligent.
I vores industrisegmentet steg nettoomsætningen på energiløsninger med 229 procent fra januar til maj 2026, primært drevet af solceller til større energiparker. Blandt elinstallatørerne voksede nettoomsætningen på solceller og invertere samtidig med 184 procent, hvor solceller og batterier var blandt de vigtigste drivere. Udviklingen peger på et energimarked, hvor batteriet i stigende grad bliver bindeleddet mellem produktion og forbrug.
Blandt boligejerne oplever vi blandt andet interesse for løsninger, hvor solceller kombineres med inverter og batteri, så boligejeren kan lagre overskydende strøm og bruge den senere. Det betyder eksempelvis, at strøm produceret af solcellerne kan gemmes til tidspunkter, hvor produktionen er lavere. Batteriet kan også oplades, når strømmen er billig, og energien bruges igen på et senere tidspunkt.
Den samme udvikling ses i industrien, blot i en større skala. Her handler batteriløsninger blandt andet om at kunne styre energiforbruget bedre og skabe større robusthed i den daglige drift.
Et industribatteri kan lagre strøm fra elnettet eller fra virksomhedens egne vedvarende energikilder og gøre energien tilgængelig på et senere tidspunkt. Dermed kan virksomheden i højere grad flytte sit strømforbrug mellem forskellige tidspunkter og bruge lagret energi, når det giver bedst mening økonomisk eller driftsmæssigt.
I Lemvigh-Müller har vi valgt selv at installere et industribatteri på vores hovedkontor i Herlev med henblik på bl.a. at optimere vores energiforbrug og styrke driftssikkerheden i tilfælde af tekniske, vejrafledte og cyberrelaterede strømudfald.
”Vi kan mærke en stigende bekymring blandt vores kunder, som efterspørger løsninger, der kan give større robusthed, mindske sårbarheden ved strømafbrydelser og skabe mere sikkerhed i den daglige drift. Og det er her, industribatterierne kommer ind i billedet: De kan levere nødstrøm og udregne forskellige parametre for, hvordan energien bedst udnyttes, fx hvor man kan købe strøm, når det er billigst, lagre det og bruge eller sælge det igen, når priserne er høje,” fortæller Pernille Wichmann, VP for Industri i Lemvigh-Müller.
Installatøren går fra montør til energirådgiver
Den udvikling ændrer samtidig kravene til installatøren. Når solceller, batterier, varmepumper, invertere og ladeløsninger i stigende grad skal fungere som ét samlet energisystem, er det ikke længere nok alene at kunne installere det enkelte produkt. Virksomheder og private får i højere grad brug for rådgivning om, hvordan løsningerne dimensioneres, styres og spiller sammen, og hvordan energien kan anvendes mest hensigtsmæssigt.
Det gælder ikke mindst batterier. Her afhænger værdien ikke kun af selve installationen, men også af, hvordan batteriet bruges i praksis. Hvornår skal det oplades? Hvornår skal strømmen anvendes? Hvordan spiller batteriet sammen med solceller, varmepumpe eller elbil? Og hvordan tilpasses løsningen til kundens konkrete forbrug?
Det stiller nye krav til installatørernes kompetencer og gør rådgivning til en stadig vigtigere del af den værdi, installatøren skaber for kunden.
»Installatøren bliver en stadig vigtigere rådgiver for kunderne. Når solceller, batterier, varmepumper og ladeløsninger skal spille sammen, kræver det både teknisk indsigt og løsninger, der er enkle at installere, bruge og forklare,« påpeger Thomas Cittrup Andersen, segmentdirektør for El i Lemvigh-Müller.
Batteriet binder fremtidens energisystem sammen
Fælles for udviklingen på privat- og erhvervsmarkedet er, at batteriet gør energiforbruget mere fleksibelt. Solceller gør det muligt at producere strøm lokalt. Batteriet gør det muligt at gemme energien og bruge den på et andet tidspunkt. Og intelligent styring gør det muligt i højere grad at koordinere produktion, lagring og forbrug.
Den stigende efterspørgsel handler derfor ikke kun om flere batterier. Den peger mod et energisystem, hvor virksomheder og boligejere i højere grad kan forholde sig aktivt til, hvornår energien produceres, lagres og anvendes.
Og netop her kan batteriet blive en af de teknologier, der binder fremtidens elektrificerede energiløsninger sammen.
