Seminar
Funktionsafprøvning og aflevering af ventilationsanlæg i praksis
Et ”hands on – kursus” fra krav og proces til måling.
Foto: Teknologisk Institut
Et ”hands on – kursus” fra krav og proces til måling.
Baggrund
I nye og renoverede bygninger stilles der stigende krav til dokumenteret funktion af ventilationsanlæg, herunder varme- og køleflader. Myndighedskrav, standarder og bygherrers egne kvalitetskrav betyder, at funktionsafprøvning, ibrugtagning og Commissioning skal udføres systematisk og veldokumenteret.
Formål
Formålet med dette kursus er, at give deltagerne en praktisk og anvendelig værktøjskasse til funktionsafprøvning af ventilationsanlæg – fra forståelse af krav og dokumentation til udførelse af målinger ”on site” samt udarbejdelse af testresultater. Kurset kobler teori og praksis tæt sammen og viser, hvordan funktionsafprøvning indgår som en naturlig del af Commissioning-processen.
Udbytte
Efter kurset vil deltagerne være bedre rustet til at:
- Forstå og anvende relevante krav i BR 25-vejledningen og DS 447 ”Ventilation i bygninger”
- Planlægge og gennemføre funktionsafprøvning af ventilationsanlæg, varme- og køleflader
- Anvende tjeklister, testparadigmer og dokumentation i praksis
- Udføre og vurdere målinger af luftmængder, tryk, effektoptag og SEL-værdi
- Omsætte tegninger og dokumentation til en konkret, fysisk forståelse af anlægget på stedet
Målgruppe
Kurset henvender sig til fagpersoner, der arbejder med projektering, udførelse, indregulering, test, Commissioning og drift af ventilationsanlæg, herunder:
- Rådgivende ingeniører og projekterende
- Commissioning-ledere og -specialister
- Entreprenører og teknikentreprenører inden for ventilation
- Drifts- og vedligeholdelsesansvarlige i ejendoms- og facility management
- Teknisk personale hos bygherrer, bolig- og ejendomsselskaber m.fl.
Anbefalede forudsætninger for deltagelse
- Et vist kendskab til ventilationsanlæg og tekniske installationer forudsættes.
- Deltagere bør være bekendt med almindelige ventilationsbegreber (luftmængde, tryk, mv.)
- Deltagerne opfordres til på forhånd at have orienteret sig om egne interne krav/procedurer for funktionsafprøvning og Commissioning, så disse kan perspektiveres på kurset.
