LAN-COM A/S udgiver sin første ESG-rapport
LAN-COM A/S har udarbejdet sin første ESG-rapport med data for 2025. Rapporten samler virksomhedens arbejde og nøgletal inden for miljø, sociale forhold og ansvarlig virksomhedsdrift og skal fremover bruges som udgangspunkt for at følge udviklingen.
Foto: LAN-COM A/S
LAN-COM A/S har gennem flere år arbejdet med CSR og en række konkrete initiativer inden for blandt andet energiforbrug, genanvendelse, transport og arbejdsforhold. Med den nye ESG-rapport bliver en større del af arbejdet nu også dokumenteret med konkrete data.
Rapporten er udarbejdet med udgangspunkt i EFRAGs frivillige VSME-standard for ikke-børsnoterede SMV’er og indeholder blandt andet oplysninger om LAN-COMs energi- og brændstofforbrug, CO₂-udledning, affald, genanvendelse, medarbejderforhold og arbejdssikkerhed.
Konkrete tal på energi, CO₂ og affald
I 2025 havde LAN-COM A/S eksempelvis et samlet energiforbrug på 52,1 MWh. Virksomhedens Scope 1-udledning var 3,8 ton CO₂e, mens den lokationsbaserede Scope 2-udledning var 2,96 ton CO₂e. Af de 8.220 kg affald, virksomheden genererede i løbet af året, blev 6.810 kg gjort klar til genanvendelse.
Rapporten giver os først og fremmest et bedre overblik over, hvor vi står i dag. Vi har allerede sat flere ting i gang, men med konkrete data bliver det også lettere at se, hvor vi kan gøre mere
Flemming Seerup, stifter og ejerleder i LAN-COM A/S.
Et af de områder, LAN-COM A/S arbejder videre med, er energiforbruget. Virksomheden har opsat solceller på bygningen i Smørum med ambitionen om, at egenproduceret grøn elektricitet fremover skal dække en større del af elforbruget. Samtidig prioriteres el- og hybridbiler, når virksomhedens biler skal udskiftes.
Også ressourceforbruget indgår i ESG-arbejdet. LAN-COM A/S har blandt andet en pantordning for kabeltromler, så brugte tromler kan returneres og genbruges, ligesom virksomheden arbejder med affaldssortering og løsninger med lang levetid.
Et udgangspunkt for de kommende år
”For os giver det god mening at begynde at få sat tal på nu. ESG-rapporten er ikke et udtryk for, at vi er i mål. Den giver os et udgangspunkt, som vi kan måle vores udvikling op imod de kommende år”, siger Flemming Seerup.
LAN-COMs ESG-rapport for 2025 kan læses på virksomhedens hjemmeside.
