Midtjysk VVS-firma lægger kilometervis af rør på Femern Bælt
Henning Mortensen A/S har siden foråret 2022 ledt regnvand væk fra taget på betonfabrikkerne ved Femern Bælt for Give Steel A/S, der opfører fabrikshallerne for Femern Link Contractors. I den forbindelse er Brødrene Dahl en vigtig samarbejdspartner.
Alt er bare større på Femern Bælt-byggeriet. Men det er vel at mærke også Europas pt. største byggeplads. Eksempelvis taget på de fabrikker, der skal huse byggeriet af de 79 betonelementer til sænketunnellen, tæller et areal på ca. 110.000 kvadratmeter – eller omtrent 40 fodboldbaner. Sådan et tag har naturligvis brug for, at alt regnvand ledes væk.
Den opgave har teknikentreprenøren Henning Mortensen A/S med base i Silkeborg og andre kontorer i både Aarhus og Herning vundet. Derfor går 4-5 af firmaets ansatte i øjeblikket rundt i ca. 35 meters højde og arbejder med rør, tagbrønde og tagrender.
-Vi snakker omkring 5 kilometer rør og ca. 1,6 km tagrender. Alt regnvand skal samles i store beholdere for senere at bruges til fremstillingen af betonelementerne, forklarer Michael Bang, afdelingschef hos Henning Mortensen A/S, der sammen med projektleder Jan Lisberg holder snor i den spændende opgave.
De største rør, der måler 315 mm – altså næsten en tredjedel af en meter, kan lede 156 liter regnvand væk i sekundet.
For et firma som Henning Mortensen A/S er det arealmæssigt den hidtil største installationsopgave, og undervejs kan der sagtens opstå udfordringer.
-Byggeriets størrelse betyder, at vi er afhængige af, at andre overholder deres tidsplaner. Så er er der det med sproget, da det jo er en international arbejdsplads. Og så er der også nogle praktiske ting. Den kæmpelift, som vi skulle bruge, måtte fragtes herop fra Holland, fortæller Michael Bang.
Han har gennem en årrække haft et vellykket samarbejde med Brødrene Dahl, der er landets største VVS-grossist. Derfor er det også naturligt at lade dem stå for leveringen af materialer denne gang, der så vidt muligt foregår i lastbiler på den miljøvenlige HVO-diesel og med så få kørsler som muligt.
-Når projekterne er så store, så er det vigtigt at kunne levere materialerne til tiden. Her har vi så hjulpet med at optimere leveringssikkerheden, så tidsplanen kan holde. Desuden sørger vi for, at det er ”One Stop shopping”, så Henning Mortensen A/S har kunnet få det hele hos os, forklarer Dennis Frederiksen, der er Technical Key Account Manager hos Brødrene Dahl.
Både han og Michael Bang oplever, at arbejdet på Femern Bælt-projektet åbner døre til nye og andre spændende opgaver.
-Vi har fået stor erfaring med PE-svejsning, som er svejsning af plastikrør. Fremover forventer vi at kunne tilbyde det på andre områder, for eksempel er der et større marked for PE-svejsning inden for biogas-anlæg, fortæller afdelingschefen hos Henning Mortensen A/S.
Indtil foråret 2023 vil der imidlertid stadig være masser af arbejde med at lede regnvand væk fra cementfabrikkerne i Rødby. Den faste forbindelse mellem Danmark og Tyskland forventes at ville åbne for trafik i 2029.