Ny brancheforening vil bane vejen for flere batterier
Den nystiftede Batteribranchen vil samle aktører inden for store batterilagringsanlæg og arbejde for bedre vilkår for nettilslutning, tariffer og myndighedskrav. Det første slag skal slås, når klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa inviterer til dialogmøder om regeringens akutplan.
Adm. direktør for Batteman Energy, Daniel Kappelgaard (t.v) er valgt som formand for den nye brancheforening, mens Svend Elberg Thomsen, er ansat som direktør.. Foto: Batteribranchen
En ny brancheforening har meldt sig på banen i den danske energisektor. Batteribranchen vil være talerør for virksomheder, der arbejder med batterilagring i stor skala, og foreningen har som mål at få flere batterier ind i det danske elsystem.
“Vi har manglet en god og samhørig stemme, der kunne informere om batterier og deres rolle i elnettet. Det, synes vi som branche, giver god mening at samle os om nu,” siger Daniel Kappelgaard, adm. dir. for Battman Energy og bestyrelsesformand for Batteribranchen til mediet EnergiWatch.
Den nye brancheforening blev etableret i starten af august og har sikret sig en plads, når klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa (R) inviterer til dialogmøder med om akutplanen for det kriseramte elnet.
Her bliver det foreningens første opgave at kæmpe for en bedre placering af nye batterianlæg i køen til elnettilslutninger. I regeringens lovforslag er batterierne placeret i kategori 3 - den næstsidste.
Foreningen samler virksomheder fra flere dele af værdikæden, herunder udviklere, teknologileverandører, installationsvirksomheder og rådgivere. På medlemslisten står blandt andre Hitachi Energy, Caverion, DI-Teknik, Copenhagen Energy, BattMan Energy og WeStorix.
Blandt foreningens mærkesager er bedre vilkår for nettilslutning og tariffer, der i højere grad tager højde for batteriernes rolle i elsystemet, fremgår det af brancheforeningens hjemmeside.
Batteribranchen, der har ansat Svend Elberg Thomsen som direktør ønsker desuden mere ensartede regler på tværs af kommuner og myndigheder for blandt andet brandsikkerhed, planforhold og godkendelser.
-emte
