Nye lyskilder giver både udfordringer og muligheder
Glødepærens udfasning og indtoget af forskellige former for energisparepærer giver både muligheder og udfordringer for lysbranchen. Hos Louis Poulsen er man forberedt på begge dele og til at hjælpe de mange forbrugere, der mangler oplysning.
Glødepæren som vi kender den er på vej ud. Frem til 2012 skal den udfases fuldstændigt, og de første ændringer kan allerede mærkes på markedet, hvor de første typer, bl.a. de matte glødepærer, allerede er forsvundet fra butikkernes hylder. I takt med at glødepæren forsvinder, vil halogen, LED og andre typer energibesparende pærer tage over og det medfører forandringer, ikke mindst når det kommer til armaturerne. Hos lampeproducenten Louis Poulsen, er man dog forberedt og ser muligheder i udfordringerne.
Der kommer naturligvis til at ske ændringer i fremtiden. Ikke så meget på kontorer og i skoler osv., hvor lysstofrør jo har været fremherskende længe, men hvad angår belysning i private hjem kommer der forandringer. Selvfølgelig bliver de nye lyskilder en udfordring for os, men vi ser helt bestemt også muligheder, først i fremmest i de små LED-lamper, der jo på mange måder er et helt nyt koncept. Netop fordi de er så små, er de nemme at tilpasse, og det betyder, at vi i en meget stor del af vores eksisterende lamper kan ombygge armaturet at tilpasse lampen så den passer til de nye pærer, både hvad angår størrelse og lyskvalitet, siger Lisbeth Mansfeldt, showroom manager hos Louis Poulsen A/S.
Svingende kvalitet
En faktor, der utvivlsomt vil spille ind, når det kommer til udformning af lysarmaturer i fremtiden, er det faktum, at lyskvaliteten fra energisparepærerne, med en Ra-værdi omkring de 80, som helhed ikke er nær så god som glødepærens, der ligger lige under de 100. Dette regner man dog også med vil ændre sig i fremtiden, efterhånden som teknologien udvikler sig. Og netop det at følge udviklingen er også et vigtigt parameter hos Louis Poulsen.
Den lidt dårligere lyskvalitet fra sparepærerne er klart noget forbrugerne skal forholde sig til. Sparepærerne som de ser ud nu giver simpelthen et lidt mere blegt og fesent lys sammenlignet med glødepærerne, men vi forventer samtidig, at det vil udvikle sig hurtigt over de kommende år. Specielt LED-teknologien forventer vi os som sagt meget af, og der er et klart potentiale der, f.eks. i forhold til udendørsbelysning, hvor vi kan konstruere nogle flotte pullerter, der samtidig vil nyde godt af, at LED´erne vil få en ekstra lang levetid i og med, at de står udendørs, i lidt lavere temperaturer, siger Lisbeth Mansfeldt.
Lys fremtid
Hos Louis Poulsen ser man desuden frem til at rådgive de mange privatforbrugere, der stadig ikke ved særligt meget om de nye lyskilder, men som, med baggrund i de nye regler, bliver tvunget til det inden for den nærmeste fremtid. I de danske hjem er sparepærerne nemlig ikke specielt udbredte endnu, på trods at de har været i brug i erhvervsliv og institutioner i årevis. Men den udfordring tager virksomheden, der har solgt elteknisk materiel siden 1892, imod med åbne arme, ligesom man generelt er optimistiske med hensyn til den nye teknologi.
Der er rigtig mange danskere der trænger til oplysning om de nye lyskilder, men det er vi parate til og glæder os i det hele taget over de mange muligheder der åbner sig, også designmæssigt, i den nye teknologi. Så vi er bestemt optimistiske, slutter Lisbeth Mansfeldt.