Plads til det hele
Stort installationsfirma sparer ressourcer med nyt fleksibelt installationssystem, der også ser godt ud og er let at udvide og ændre.
I kontorbygninger med lige installationskanaler kan en elektriker montere op til et halvt hundrede 230 V AC stikdåser på en almindelig arbejdsdag når kanalerne er monteret i forvejen og ledningerne fra stikdåse til stikdåse er præfabrikeret.
Systemet fungerer fint, men du skal tage højde for, at installationen fylder lidt mere, når der er gennemføringer midt på kanalerne, og der også er EDB-installationer med, siger Morten Dejgaard Nielsen fra el-installationsfirmaet SIF Gruppen i Herlev.
Plads til ledninger
Som faglært elektriker har Morten Dejgaard Nielsen for nylig
medvirket ved en større ombygning og renovering af Berlingske Tidendes mediehus i det indre København. Her var en af udfordringerne at få plads til de mange ledninger og kabler, der lægges i et stort bladhus, og installationen samtidigt skal se godt ud. Installationskanalerne fra tyske Tehalit og stikdåsesystemet Ecoline (med Winsta) kom ind i billedet, da ledelsen hos SIF Gruppen gerne ville prøve noget nyt.
Hos Berlingske Tidende valgte man BRNetway installationskanalerne, hvor bundene leveres i længder på to meter og efterfølgende påmonteres stikkontakter, stikdåser og ledninger med stik. Mellemrummene fyldes ud med lågstykker, så der bliver plads nok til stik og EDB-udtag.
Bedst med færdige ledninger
Tehalit bundene er fremstillet af en fleksibel plast, der opfylder kravene i alle gældende normer for el-materiel. Ifølge Morten Dejgaard Nielsen afkortes de bedst maskinelt, ellers bliver snittet ikke vinkelret og rent i kanterne. Montagen på væggen sker med skruer på et bræt eller direkte på væggen med plugs.
Når kanalbundene er opsat, monteres stikdåserne, og derefter trækkes ledningerne. Man kan montere stikkene på stedet, men så forsvinder en af fordelene ved systemet. Hurtigst går det, når producenten har formonteret stikkene på fleksible 3x1,5 mm2 ledninger i forskellige længder. Det sker ud fra tegningerne og ud fra viden om, hvor langt der for eksempel er mellem arbejdsstationerne i et kontor (typisk 4 meter).
Bredere kanaler når EDB er med
I Ecoline programmet med Winsta er der selvfølgelig stikdåser efter den danske norm med tre stikben. Der bruges ikke afbrydere i stikkontaktsystemer med kanaler, heller ikke hos Berlingske Tidende. Men Morten Dejgaard Nielsen er glad for, at Ecoline kontakten kan drejes. Med to stillinger kan enten hanparten eller hunparten drejes i stilling til den tilsvarende modpart på ledningen.
For tiden er SIF Gruppen i gang med større arbejder i Harbour House i Københavns Nordhavn samt i Hundige Storcenter. Begge steder skal der også installeres Tehalit kanaler og Ecoline stikkontakter med Winsta samt EDB-udtag.
Konsulenter fra Wexøe i Værløse har bistået med at finde den optimale løsning alle steder. Firmaet tilbyder et bredt produktprogram inden for el-materiel, boxe og kabinetter m.m. og har mange års erfaring. Flere oplysninger fås på www.wexoe.dk.