Professor om akutplan for elnettet: Det er kun en halv plan
Den netop vedtagne akutplan for elnettet løser kun halvdelen af problemet. Det mener energiprofessor Brian Vad Mathiesen. TEKNIQ efterlyser også bedre muligheder for at udnytte det eksisterende net. "Vi kan aldrig bygge os ud af en elektrificering, hvis alle skal have lov til at bruge strøm på samme tid," siger han.
"Der er brug for den store akutplan. Det her er – hvis man skal være flink – den lille akutplan," siger professor Brian Vad Mathiesen, Institut for Bæredygtighed og Planlægning ved Aalborg Universitet.. Foto: AAU.dk
Der er ikke plads til alle, som vil kobles på det danske elnet. Derfor vedtog et bredt flertal i Folketinget torsdag den 1. oktober regeringens akutplan for elnettet.
Planen gør op med først-til-mølle-princippet og giver Energinet og netvirksomhederne mulighed for i højere grad at prioritere, hvem der får adgang til den knappe kapacitet. Loven ventes at træde i kraft den 12. oktober.
Men selv om planen kan løse problemet med, hvem der kommer først i køen, løser den ikke det grundlæggende problem med, hvordan det eksisterende elnet bliver udnyttet, mener Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet.
– Hvis man skal være lidt kritisk over for det her, så mener jeg, at det jo kun er en halv akutplan. Det, der i virkeligheden er akut, er, at vi kan udnytte vores elnet bedre, siger han til Radio IIII Aften.
Ifølge Brian Vad Mathiesen kræver det blandt andet et langt mere dynamisk overblik over, hvor der er ledig kapacitet i elnettet – og hvornår den er til rådighed.
Samtidig skal økonomien indrettes, så virksomheder og andre store elforbrugere får et incitament til at flytte deres forbrug til de tidspunkter, hvor der er plads i nettet.
Det kan eksempelvis være en stor varmepumpe hos et fjernvarmeselskab.
"Man kunne tilbyde en varmepumpe i et fjernvarmeselskab: "I kan kun køre halvdelen af døgnet. Til gengæld kan I gøre det billigt. Men resten af tiden er der altså andre, der skal bruge nettet," siger Brian Vad Mathiesen.
Den type produkter og tariffer er afgørende, hvis Danmark skal få mere ud af den netkapacitet, der allerede findes, mener han.
"Hvis ikke de produkter dukker op, så kommer vi aldrig til at bruge vores elnet bedre."
"Vi kan aldrig bygge os ud af en elektrificering"
Akutplanen indeholder ganske vist tiltag, der skal fremme fleksibelt elforbrug. De kollektive netselskaber får blandt andet et år til at udvikle nye netprodukter, og reglerne skal genbesøges i 2027.
Men Brian Vad Mathiesen efterlyser handling hurtigere.
"Det, der egentlig er humlen at forstå her, er, at vi aldrig kan bygge os ud af en elektrificering, hvis alle skal have lov til at bruge strøm på samme tid i fremtiden med de meget store forbrug, der kommer ind," siger han.
Professoren efterlyser derfor en mere konkret definition af, hvad det vil sige at være "netvenlig", et bedre overblik over kapaciteten i nettet og en ny tarifstruktur.
Det skal gøre det muligt for en virksomhed at acceptere begrænset adgang til nettet mod til gengæld at få en billigere nettilslutning og lavere omkostninger ved at bruge nettet.
"Hvis ikke vi får det igennem, så vil vi stadig stå i en mangelsituation på elsiden om fire-fem år, siger Brian Vad Mathiesen.
TEKNIQ: Kapaciteten skal udnyttes bedre
Kritikken deles på flere punkter af erhvervsorganisationen TEKNIQ.
Organisationens administrerende direktør, Troels Blicher Danielsen, kalder akutplanen et vigtigt fundament, men mener også, at der mangler centrale elementer, hvis den eksisterende netkapacitet skal udnyttes bedre.
"Fremtiden er elektrisk, og derfor er det helt afgørende, at vi får løsnet de knuder, vi selv har slået på elnettet. Det handler ikke mindst om at få klarhed over den måde, myndighederne vurderer "netvenlighed" på. Ellers risikerer vi, at bureaukrati spænder ben for de fleksible løsninger, som kan frigøre kapacitet i elnettet," siger Troels Blicher Danielsen.
TEKNIQ peger især på batterier som en mulighed for at flytte belastningen af elnettet.
Ifølge organisationen er nettet reelt kun fuldt belastet få timer om året, og derfor bør batterier kunne fungere som buffer, når belastningen topper.
"Akutplanen er et vigtigt fundament, men der mangler stadig centrale brikker for at løse kapacitetsproblemerne. Det handler i bund og grund om at åbne for flere fleksible løsninger som eksempelvis batterier og sikre bedre styring af dem," siger Troels Blicher Danielsen.
Økonomien skal belønne fleksibilitet
Dermed rammer TEKNIQ og Brian Vad Mathiesen ned i det samme spørgsmål: Hvordan skaber man et elnet, hvor kunderne bliver belønnet økonomisk for at bruge strømmen på de tidspunkter, hvor der er ledig kapacitet?
TEKNIQ peger konkret på tariferingen af batterier. I dag betaler batterier ifølge organisationen både tarif, når de tager strøm fra nettet, og når de sender den tilbage.
Det reducerer ifølge Troels Blicher Danielsen incitamentet til at investere i batterier, selv om de potentielt kan reducere belastningen i spidsperioderne.
"Der mangler i dag en økonomisk gulerod til at belønne de rigtige adfærdsmønstre hos både boligejere og virksomheder. Det kræver blandt andet et opgør med den dobbelte tarifering af batterier," siger han.
Regeringen lægger heller ikke skjul på, at den vedtagne akutplan ikke står alene.
Klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa betegner situationen i elnettet som "dybt alvorlig" og beskriver den vedtagne plan som første skridt i en større genopretning af nettet.
Akutplanen skal først og fremmest gøre det muligt at prioritere den kapacitet, der allerede er til rådighed. Derefter skal arbejdet fortsætte med blandt andet udbygning, optimering og gentænkning af elnettet.
For Brian Vad Mathiesen er der imidlertid behov for, at næste skridt kommer hurtigt.
På spørgsmålet om, hvorvidt Danmark allerede har brug for endnu en akutplan, svarer han:
"Ja, i den grad. Der er brug for den store akutplan. Det her er – hvis man skal være flink – den lille akutplan."
-emte
