Danvak

Gå-hjem-møde

Teknisk isolering

Når snitflader, brand og projektering kolliderer i praksis

Kategori

Gå-hjem-møde

Sted

Teknologisk Institut, Gregersensvej, 2630 Taastrup

Start dato

25. marts 2026 kl. 13:45

Slut dato

25. marts 2026 kl. 17:00

Foto: Saint-Gobain Denmark

Har du lyst til at lære mere om teknisk isolering?

Så kom til denne fagtekniske eftermiddag, hvor vi sætter fokus på udbud, projektering og udførelse af teknisk isolering.

Vi har været så heldige at få besøg af Mads Ploug og formand Marc Rolfs fra Danske Isoleringsfirmaers Brancheforening (DIB), som deler ud af deres praktiske erfaringer. De fortæller, hvor det typisk går galt, og hvad vi som rådgivere kan blive endnu bedre til – så vi får luget ud i de værste faldgruber og usikkerheder. Målet med eftermiddagen er enkelt: at kunne aflevere bedre projekter.

Baggrund

Det stigende kompleksitetsniveau i tekniske installationer – med bl.a. varmepumper, indstøbte rør og skærpede brand- og energikrav – betyder, at de klassiske projekteringsværktøjer, standardtabeller og rollefordelinger ofte ikke længere rækker.

Hvis du er træt af uklare snitflader, manglende koordinering og isoleringsløsninger, der ikke matcher virkeligheden på byggepladsen – og ønsker færre konflikter, færre ekstraarbejder og mindre spildtid omkring brand, snitflader og isolering, så du kan øge indtjeningen pr. projekt og aflevere til tiden uden dyre efterrettelser – så læs videre her, for på denne fagtekniske eftermiddag bliver du introduceret til konkrete løsninger på mange af isoleringens udfordringer.

Vi giver blandt andet eksempler på, hvordan du kan:

  • Definere og beskrive klare snitflader mellem brandlukning og teknisk isolering i udbudsmateriale, projekteringsgrundlag og kvalitetssikring.
  • Kontrollere og justere afstandskrav og bæringer ved stigstrenge og isolerede ophæng, så løsningerne både overholder brandkrav og kan udføres i praksis.
  • Vurdere og dokumentere isoleringstykkelser ift. dimensionerende udetemperatur
  • Udarbejde eller efterspørge en anvendelig isoleringstabel med klart ansvar, struktur og indhold, så alle parter arbejder ud fra samme forudsætninger.
  • Identificere og rette typiske fejl ved varmepumper og indstøbte rør (kondens, rørføring, utilstrækkelig isolering) i både projektering og udførelse.
  • Facilitere bedre tværfaglig koordinering mellem VVS, ventilation og teknisk isolering – fx via konkrete tjeklister og mødepunkter.

Eftermiddagen giver dig inspiration til:

  • Hvordan du kan skrive mere præcise beskrivelser, krav og snitfladediagrammer, så konflikter forebygges før udførelsen.
  • Hurtigere kan spotte fejl i bæringer, brandlukninger, afstandskrav og isolering af varmepumper/indstøbte rør – og få dem rettet i tide.
  • Bedre kan afklare ansvar med bygherre, rådgivere og entreprenører på et oplyst grundlag, når der opstår gråzoner.
  • Optimere løsninger i projekteringsfasen, så løsningerne både overholder krav og kan udføres uden unødigt merarbejde på pladsen.

Målgruppe

Rådgivere, projekterende, entreprenører og tekniske isolatører, der arbejder med projektering, udførelse eller tilsyn af tekniske installationer, hvor brand, snitflader og isolering spiller en central rolle.

Flere Events

Se alle

Hold dig opdateret med Installator.dk

Tilmeld dig nyhedsbrevet og følg med i alt som rører sig indenfor tekniske installationer - el, VVS- og ventilationsbranchen.