Thomas Phillipsen bliver Vice President i Solar Danmark
Den 1. juni 2025 tiltræder Thomas Phillipsen som Vice President for Installation i Solar Danmark. Han får dermed ansvaret for Solars aktiviteter inden for el og vvs i Danmark og indtræder i virksomhedens ledergruppe.
Thomas Phillipsen. Foto: Solar Danmark A/S
Thomas Phillipsen kommer senest fra en stilling som salgsdirektør i Wygwam – en belgisk forhandler af byggeautomation, sensorer og adgangskontrol. Med sig har han en bred erfaring både fra Danmark og udlandet samt et stort kendskab til branchen generelt og også til Solar, som har Wygwam som mangeårig samarbejdspartner. Derudover sidder Thomas Phillipsen i bestyrelserne for både Belysningsbranchen Danmark (FABA) og Veltek El.
Kendt og respekteret i branchen
Administrerende direktør Carsten Antonisen siger om ansættelsen:
”Vi er utroligt glade for at få Thomas Phillipsen med på holdet. Han er et velkendt ansigt i branchen og afholdt og respekteret for sin faglighed. Thomas er meget optaget af at skabe udvikling, og har en stærk kommerciel profil med fokus på kunder. Derfor har vi store forventninger til samarbejdet med Thomas.”
Fokus på løsninger
Thomas Phillipsen ser frem til de nye udfordringer:
”Jeg glæder mig rigtigt meget til at starte i Solar. Det er en spændende virksomhed, som har enormt meget at tilbyde markedet.
Jeg ser frem til samarbejdet med Solars dedikerede salgsteam og ledergruppe, hvor jeg skal bidrage med de erfaringer, jeg har høstet igennem min hidtidige karriere.
Som leverandør til installationsbranchen skal vi bidrage med løsninger, og se på nogle af de muligheder, vi står overfor. Branchen spiller blandt andet en nøglerolle i elektrificeringen og den grønne omstilling, og det ser jeg frem til at blive en del af.”