Bedre Bundlinie: Nu også for elinstallatører
Flere og flere elinstallatører ønsker at blive del af Bedre Bundlinie, som i dag er ejet af en gruppe vvs-installatører. Før det kan blive en realitet kræver det dog, at mindst ti elinstallatører slutter sig til.
Skype gør det lettere at afgive en ordre, man kan vise det produkt man ønsker at købe..
Vi har fået mange henvendelser fra elinstallatørerne, men endnu er vi ikke i gang. Vi er nødt til at have ti, der kobler sig på, før vi kan sige go på elinstallatørsiden, siger Bedre Bundlinies direktør, Brian Mørkeberg.
Indtil videre har en af de interesserede elinstallatører påtaget sig at være en slags samlingspunkt for andre elinstallatører, som gerne vil være med. Bedre bundlinie har ikke markedsført sig overfor elinstallatørerne de har selv henvendt sig.
De henvender sig, fordi de har læst om det eller hørt om det fra vvs-installatørerne, og fordi et lignende initiativ mangler inden for deres branche. Vores koncept ligger lige til højrebenet, og det har været lige fra starten været meningen, at de skulle med, vi havde bare ikke regnet med, at det skulle gå så hurtigt, men det er jo kun positivt, siger Brian Mørkeberg, som venter, at det er et spørgsmål om få måneder, før alt er på plads.
Jeg kan forestille mig, at vi inden årets udgang har samlet ti, og så kan vi gå i gang, siger han.
Også vækst på vvs-siden
Også antallet af vvsere, som er kunder eller medejere af Bedre Bundlinie stiger ifølge Brian Mørkeberg ikke lige så hurtigt som beregnet. Han mener, at en af årsagerne er, at sommerferien er kommet imellem.
Og så har vi det lille problem, at nogle installatører har så lidt at lave, så de har travlt med at finde arbejdsopgaver og kan ikke overskue at tænke i de baner. Andre har så meget at lave, at de ikke kan finde tid, tilføjer han.
Flere ejere
Den hidtidige begrænsning på antallet af ejere er nu opgivet, så Bedre Bundlinie er klar til at tage imod flere medejere.
Det har jo hidtil været sådan, at ejerkredsen højst måtte bestå af ti installatører, men det bliver lavet om, så alle installatører har mulighed for at gå med i anpartsselskabet ved at indskyde 25.000 kr., og så står de på lige fod med de ejere, som var med fra starten. Det gør vi får at fjerne enhver mistanke om, at ejerne har fordele, som kunderne ikke har, siger han og understreger samtidig, at det ikke er tilfældet. Selvfølgelig bortset fra, at ejerne bestemmer, hvad et evt. overskud skal bruges til.
Skype skal gøre det lettere og billigere
Et af Bedre Bundlinies nye tilbud er bestilling via Skype, som ikke alene gør samtalen gratis, men og gør det lettere at bestille. Endnu er der kun få, der bruger det, men de, der gør, er ifølge Brian Mørkeberg glade for det.
Hvis nu en svend står et sted med en eller anden dims, som skal udskiftes, så kan det være svært at forklare per telefon, nøjagtig, hvordan den ser ud. Bruger man Skype kan man bare vise den frem, siger han og tilføjer, at masser af nye ideer til udvikling ligger parat til at blive ført ud i livet. Ansættelse af beregnere, som kan hjælpe installatørerne med at beregne byggesager, bliver det næste.
www.installator.dk/drift