Ejerledere vil have deres eget finansieringsinstitut
Finanstilsynet har netop godkendt prospektet for et nyt Ejerledernes Finansieringsinstitut EFI. Inden 20. december skal initiativtagerne skaffe 50 millioner kroner i egenkapital. EFI vil både låne penge ud og vejlede selvstændige erhvervsdrivende.
Direktør Hans Jørgen Dalum: Vi vil stille likviditet til rådighed og understøtte ejerledede virksomheder til vækst.
Nu skal det være slut med kun at satse på lån fra bankerne, når ejerledere vil have deres virksomheder til at vækste. Godkendelsen fra Finanstilsynet er kronen på ét års hårdt forberedelsesarbejde, fortæller en tilfreds Hans Jørgen Dalum, administrende direktør i erhvervsorganisationen Ejerlederne.
Baggrunden for initiativet er, at nogle medlemmer i Ejerlederne har fortalt om deres kvaler med at låne penge i bankerne, mens andre medlemmer med kapital gerne vil låne penge ud. Ejerledernes Finanieringsinstitut (EFI) skal bygge bro mellem de to partnere.
EFI bygger på andelstanken. Med 25.000 kroner for en aktie ønsker Ejerlederne at gøre det til en folkesag, at ejerledere hjælper ejerledere, forklarer Hans Jørgen Dalum. Erhvervsorganisationen har allerede i dag et korps af frivillige ejerledere eller tidligere ejerledere, som giver råd om økonomi og likviditet.
Vi er truet
Ifølge foreningen er det ikke ualmindeligt, at bankerne kræver, at den personlige kaution er større end nødvendigt. Det er bare ét eksempel på noget af det, det nye finansieringsinstitut skal være med til at rette op på.
Det her er et opråb om at stå sammen og skabe et nyt finansieringsmæssigt redskab. EFI skal skabe muligheder og ikke se begrænsninger, siger ejerledernes administrerende direktør, som ikke har lyst til at kritisere bankerne.
Jeg konstaterer, at bankerne er tilbageholdende med at låne penge ud; men det er nu engang situationen, og den er meget alvorlig for små og mellemstore virksomheder. Vi er truet, siger Hans Jørgen Dalum.
Formanden for Ejerlederne Merete Hessel, mener at Ejerlederne er nødt til at tænke alternativt for at få financieret nye tiltag. Hun ser det nye financieringsinstitut som et supplement til bankerne og Vækstfonden.
Ejerlederne har stor viden
Preben Stæhr, 72 år, som har solgt sin ventilationsvirksomhed Turbovent i Aars i Nordjylland, men stadig ejer familievirksomheden Turbovex, er en af de kapitalstærke personer, som er klar til at gå ind i EFI med kapital. Han har allerede i flere år hjulpet en række ejerledere med råd om finansiering.
Den viden, ejerlederne sidder inde med er mere værd en bankernes viden, mener han. Vi skal have professionelle folk i EFI, som kan rådgive ejerlederne rigtigt. I dag ser vi, at gode projekter, veldrevne virksomheder, bliver vurderet forkert af bankerne og ikke kan få lån", siger Preben Stæhr.
Han er selv en anerkendt og erfaren virksomhedsejer, som ofte bliver kontaktet af de mindre erhvervsdrivende:
"Når vi sidder to og to kommer vi rigtig langt. Vi kommer ned i virksomhedens materie; vi er to ligeværdige partnere, fordi jeg selv har drevet egen virksomhed, siger Preben Stæhr, der kun vil være tryg ved, at professionelle folk, der selv har skabt resultater, rådgiver medlemmerne i det nye EFI.