Tågen beskytter Skanderborg
Skanderborg Kommunes nye alarminstallationer stresser indbrudstyve og skjule kosterne, før tyven får fingrene i dem.
Af Martha Madsen
Hvis en tyv får forvildet sig ind i Skanderborg Kommunes bygninger efter lukketid, så lægger tågen sig over ham og skjuler de potentielle tyvekoster. Den nye sikring af de kommunale bygninger er et resultat af en udbudsrunde, kommunen foretog efter kommunalreformen, og siden da har der ikke været et eneste indbrud i de tågebeskyttede lokaler.
Stress tyven
Kommunen valgte tåge som den ideelle løsning, blandt andet fordi gitre ville lægge hindringer for de lovpligtige flugtveje. Især drejede det sig for kommunen om at beskytte skolerne, der ligger inde med bærbare computere og fladskærme, som tiltrækker tyve. Derfor valgte de en sikring, der er med til at stresse indbrudstyven, når han ikke kan se en hånd for sig.
Derudover valgte Skanderborg Kommune at lade deres eget Brand & Redning Skanderborg køre vagttjenesten og rykke ud til alarmer i kommunen. Alle de nye installationer er via IP-telefoni forbundet til Brand & Redning, der døgnet rundt er til stede i hele kommunen og derfor tit kun er minutter fra et igangværende indbrud.
Zoneopdelt
I dag er alle kommunens bygninger sikret på samme måde, hvor bygningerne er opdelt i forskellige zoner, hvor man kan lade for eksempel elever eller nogle af lærerne have adgang. Samtidig er de traditionelle låse og nøgler blevet udskiftede med elektroniske låse og elektroniske adgangsbrikker, der ikke kan kopieres.
Skanderborg Kommunes forsikrings og risikokoordinator Lars Voldum fremhæver, at det elektroniske låsesystem er ideelt til mange brugere, da det er vigtigt, at medarbejderne nemt kan afløse alle steder i kommunen, fordi alle alarmer er installeret og betjenes på samme måde.