Kravene til kvalitet i alle led i et ventilationsprojekt øges væsentligt i disse år. I 2017 har bygherrerne haft særlig fokus på områder som tæthedsklasser, montage og energieffektivitet. Det er en udvikling, vi i høj grad bakker op om hos Venti, da vi i flere år har haft samme fokus og set den positive effekt det giver på kvaliteten og effektiviteten af vores leverancer.
Samtidig slår digitaliseringen nu også for alvor igennem på vores marked, og online bestilling er i dag en forudsætning for god kundeservice. Det betyder at vi kan servicere kunderne mere effektivt, at dokumentation er tilgængelig og lige ved hånden, og er i sidste ende også med til at øge produktiviteten hos os og hos vores kunder.
Vores produktion blev certificeret iht. tæthedsklasse D ved Sveriges Tekniske Forskningsinstitut i 2015. Vi ved, hvor meget det betyder for vores kunder med dokumenterede og uvildigt testede produkter, da det er kundernes garanti og sikkerhed for, at vores produkter opfylder gældende krav og dermed ikke spænder ben i et projekt. For at sikre, at kravene til tæthedsklasser kommer ud i alle led, har vi desuden i en årrække været i tæt dialog med de montører, som arbejder med vores kanaler. Gennem workshops hos os har vi klædt dem godt på i forhold til de skærpede krav til tæthedsklasser og synliggjort, at kravene ikke alene stilles til produktet men også til håndtering og montage.
Denne øgede fokus på kvaliteten i montagen kan vi nu se smitter af i hele markedet og er blevet et krav fra mange bygherrers side. Det hilser vi velkommen, og ser det som et vigtigt område for at højne kvaliteten i fremtidens byggeri. Samtidig er det også en væsentlig del af at opfylde de høje krav til energieffektivitet via mere effektive installationer. Her er det vores forventning, at kravene fortsat vil øges, hvilket vi i branchen skal forholde os aktivt til ved kontinuerligt at arbejde med udvikling af de bedste og mest energieffektive produkter og løsninger.
Fokus på tæthedsklasser, samarbejdet med kundernes montagefirmaer /montører og øget digitalisering er blot nogle af de områder, vi har arbejdet på for at være mere end på omgangshøjde med fremtidens krav til os som leverandører. Vi har også gjort os klar til fremtiden ved at styrke ledelsen, opgradere vores ERP system, udvide produktionen både i Hvidovre og Hørning og indgå nye aftaler om agenturer med førende producenter i branchen.
Alt i alt har det resulteret i, at Venti i dag er gearet til at imødekomme de krav, der stilles i såvel mindre som større og mere komplekse projekter. Vi går således ind i 2018 med rekordmange spændende projekter i vente. Med den udvikling er vi godt rustet til at fortsætte vores tætte samarbejde med vores gode kunder i hele landet.