El & Teknik 2026: Stigende efterspørgsel på solceller og batterier
Markedet for solceller og batteriløsninger er stabilt – og endda svagt stigende – og ikke synderligt påvirket af problemerne med kapacitet i elnettet, fortæller to leverandører på El & Teknik-messen i Odense.
”Vi ser, at flere gerne vil være mere selvforsynende. Samtidig er der en voksende interesse for nødstrøm, fordi elnettet er under pres, og der forekommer flere uplanlagte afbrydelser,” forklarer Henrik Jochumsen, der er adm. direktør i Co2Pro.. Foto: Lars Emtekær/Installator.dk
Henrik Jochumsen, der er administrerende direktør og stifter Co2Pro, oplever en tydelig positiv udvikling udvikling blandt både industri- og landbrugskunder.
Udfordringerne med manglende kapacitet i elnettet rammer etableringen af store vind- og solcelleprojekter. Men blandt industrivirksomheder og landbrug er efterspørgslen robust.
”Vi arbejder primært med industrikunder og større landbrug. Her oplever vi generelt ikke de store udfordringer, fordi der allerede er etableret adgang til elnettet, fortæller Henrik Jochumsen, adm. direktør og stifter af Co2Pro, der leverer solcelle- og batteriløsninger til både erhverv, industri og installatører.
Kun når projekterne bliver meget store, opstår der behov for forstærkning af elnettet. Det kan i nogle tilfælde give ventetid på flere måneder, eksempelvis hvis der skal etableres nye transformerstationer. Men i langt de fleste tilfælde går projekterne igennem uden større problemer.
Ønske om selvforsyning og backup driver markedet
Året er startet stabilt, men med en stigende interesse drevet af højere energipriser og et øget fokus på forsyningssikkerhed.
”Vi ser, at flere gerne vil være mere selvforsynende. Samtidig er der en voksende interesse for nødstrøm, fordi elnettet er under pres, og der forekommer flere uplanlagte afbrydelser,” forklarer Henrik Jochumsen.
Det betyder, at flere virksomheder efterspørger løsninger, hvor solceller kombineres med batterier, der også kan fungere som backup.
Behovet for stabil strøm er særligt tydeligt i landbruget og forsyningssektoren.
”I et kyllingeanlæg kan et strømsvigt på bare 20-30 minutter få alvorlige konsekvenser. Derfor er backup helt afgørende, siger han.
Også vandværker investerer i stigende grad i batteriløsninger. Mange har i dag dieselgeneratorer som backup, men ønsker grønnere alternativer.
Batterier kan i mange tilfælde dække op mod 90 procent af strømafbrydelser, da de typisk kan levere strøm i 8-12 timer afhængigt af dimensioneringen. Derefter kan andre backup-løsninger tage over.
Med stigende energipriser, øget fokus på forsyningssikkerhed og behovet for grøn omstilling forventer virksomheden, at interessen for kombinerede solcelle- og batteriløsninger vil fortsætte med at vokse i den kommende tid.
Distributionsselskaber ønsker flere batterier
Og billedet genkendes hos Lemvigh-Müller, der også oplever en stigende interesse for energioptimering og batterier til netbalancering.
Samtidig spiller elnettets kapacitetsudfordringer en vigtig rolle i udviklingen.
Her er signalet fra distributionsselskaberne klart:
“De ønsker faktisk flere batterier på nettet. Det hjælper med at stabilisere leverancerne,” siger Mikkel Lohmann Davidsen, vice president for Installation i Lemvigh-Müller.
“Vi ser konkret, at vores salg af batterier stiger,” siger han og understreger samtidig, at projekterne ofte er komplekse og derfor tager tid at gennemføre.
Når det gælder økonomien i batteriløsninger, er det især projekter med et klart energioptimeringsformål, der er lettest at realisere.
“De mest sikre business cases er dem med et klart energioptimeringsformål,” forklarer han. Her er man mindre afhængig af usikre indtægter fra netbalancering, som stadig er vanskelig at forudsige.
På privatmarkedet er økonomien i rene batteriløsninger fortsat en udfordring.
“Ser man kun på batteriet, kan tilbagebetalingstiden være 10–15 år,” siger han. Kombineres batteriet med solceller, ser billedet anderledes ud:
“Hvis du også ser dig selv som producent af energi, kan tilbagebetalingstiden være omkring fem år.”
Mikkel Lohmann Davidsen, vice præsident Installation i Lemvigh-Müller.. Foto: Lars Emtekær/Installator.dk
Derfor giver batterier i dag især mening som en del af en samlet energiløsning.
“Sammen med solceller giver det bedre mening,” fastslår han.
Efterspørgslen drives blandt andet af et stigende salg af solcellesystemer til private samt skærpede krav i nybyggeri. Samtidig ser virksomheden en bred anvendelse af batteriløsninger på erhvervssiden.
“Vi ser dem blandt andet i landbrug, biografer og virksomheder med behov for backup,” siger Mikkel Lohmann Davidsen. Derudover er der aktører, som investerer målrettet i batterier til netbalancering, hvor adgang til elkapacitet kan være afgørende.
Særligt landbruget fylder i efterspørgslen.
“Vi har solgt flest batterier vest for Storebælt, især til landbrug,” siger han og forklarer, at fokus her typisk er på energioptimering – selv om nogle projekter senere udvikler sig til i stedet at handle om netbalancering.
