Magasin

Installatør 02.2025

Installator.dk

VVS’25 – Mødestedet hvor branchens fremtid formes

Når dørene om kort tid åbner til VVS’25 i Odense Congress Center, bliver det ikke blot endnu en messe – det bliver ifølge arrangørerne et kraftcenter for innovation, netværk og faglig fornyelse. Med 184 udstillere, fire fyldte haller og forventninger om rekordmange besøgende, er årets messe allerede på vej til at blive en milepæl.

Temaet for i år – ”Smarte og energieffektive løsninger for en grønnere fremtid” – er ikke tilfældigt valgt. Det afspejler den virkelighed, VVS-branchen står midt i: Krav om omstilling, stigende fokus på bæredygtighed og et hastigt skift mod digitalisering. Messens betydning er derfor mere aktuel end nogensinde.

I en digital tidsalder hvor meget kan klares online, minder VVS-messen os om noget vigtigt: at personligt fremmøde stadig gør en forskel. Som VELTEKs direktør Lennart Østergaard udtrykker det, handler messen om at “røre produkterne, tale med mennesker og mærke stemningen”. Det er her, tillid opbygges, og løsninger bliver til.

For mange er messe-besøget planlagt i detaljer med besøg hos gamle eller nye leverandører. Men messen giver også mulighed for at gå på opdagelse og blive inspireret på en måde, som intet Teams-møde kan erstatte.

VVS’25 blev udsolgt for udstillere for snart lang tid siden. Det vidner om en branche, der er på tæerne – klar til at præsentere de produkter, der kan være med til at leve op til årets tema om smarte og energieffektive løsninger.

Og med forventningen om godt 10.000 besøgende er der lagt op til travle dage for udstillerne, ligesom stolene på Fagscenen hurtigt kan blive fyldt op.

Fagscenen er stedet, hvor branchefolk, eksperter og rådgivere samles om skarpe oplæg, der alle tager fat i både de tekniske og menneskelige udfordringer i en branche i forandring.

VVS’25 er stedet, hvor omstillingen til grøn energi og effektive løsninger får konkrete svar. Hvor store ambitioner møder praktiske løsninger. Og hvor hver enkelt fagperson får mulighed for at tage ny viden og inspiration med hjem.

God messe!

Andre relevante filer

Hold dig opdateret med Installator.dk

Tilmeld dig nyhedsbrevet og følg med i alt som rører sig indenfor tekniske installationer - el, VVS- og ventilationsbranchen.