Rammeaftale med Næstved Kommune
Det er med stor glæde vi nu kan offentliggøre at SIF Gruppen har vundet en rammeaftale med Næstved Kommune vedr. mindre håndværkerydelser.
Rammeaftalen omfatter drifts- og vedligeholdelsesopgaver på kommunens bygningsmasse i distrikt syd. Herunder opgaver som fejlfinding, reparation og udskiftning af eksisterende elinstallationer, tavlereparationer, belysningsopgaver, ny-installation, flytning af elinstallationer og døgntilkald i forbindelse med akutte opgaver. Opgaverne skal bl.a. udføres på kommunens skoler, dag- og døgninstitutioner, klubhuse, aktivitetscentre, ældreboliger og svømmehaller.
Forankret i Næstved El-service
Rammeaftalen løber over 4 år med mulighed for 2 års forlængelse. Den er vundet i udbud på baggrund af bedste forhold mellem pris og kvalitet. Vores afdelingsleder for Næstved El-service, Theis Nørrelund udtaler: ”Næstved Kommune er en rigtig spændende og vigtig kunde for os her i Næstved El-service, hvor rammeaftalen er forankret. Og så bidrager den positivt til SIF Gruppens overordnede strategi om at blive bedre repræsenteret på hele Sjælland.”
Overmontør Nicolaj Bay og hans team af montører i Næstved El-service, kommer til at udføre arbejdet på rammeaftalen. I SIF Gruppen og ikke mindst Næstved El-service er vi stolte af at kunne tilføje endnu en kommune til vores kundeportefølje. Vi ser frem til et godt samarbejde med Næstved Kommune.
Læs flere nyheder på vores hjemmeside: www.sif.dk