Sidste chance for at hente vejledninger
Den 11. december lukker Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside sik.dk permanent. Ikke alle historiske vejledninger og tekniske dokumenter bliver flyttet til Erhvervsstyrelsens hjemmeside. Derfor opfordrer TEKNIQ installationsvirksomheder til at gemme relevant materiale, inden det forsvinder.
Foto: Erhvervsstyrelsen
Sikkerhedsstyrelsens fusion med Erhvervsstyrelsen betyder, at hjemmesiden sik.dk lukker den 11. december 2026.
Relevant indhold bliver flyttet til Erhvervsstyrelsens hjemmeside, men der bliver ikke tale om en fuldstændig overførsel. Ældre artikler, vejledninger og andet materiale risikerer derfor at forsvinde fra nettet.
Det kan få betydning for el- og VVS-installatører, som bruger hjemmesiden til at finde tekniske vejledninger, regler og dokumentation.
"Det vigtigste er, at virksomhederne ikke venter til sidste øjeblik. Hvis der ligger vejledninger eller dokumentation på sik.dk, som man fortsat vil have adgang til, bør man gemme det nu," siger Per Reinholdt, teknisk konsulent i TEKNIQ.
Organisationen opfordrer virksomhederne til at gennemgå deres brug af hjemmesiden og hente materiale, der fortsat kan være relevant for drift, dokumentation og kundesager.
-emte
