Snyd med energimærkning af varmepumper
Energistyrelsen oplyser, at flere varmepumper er energimærket forkert og indskærper derfor mærkningsreglerne overfor leverandører og forhandlere.
Efter at have opdaget, at varmepumper ved flere tilfælde bliver mærket forkert, indskærper Energistyrelsen nu mærkningsreglerne overfor leverandører og forhandlere.
Fejlen blev opdaget, da Energistyrelsen systematisk gennemgik luft til luft-varmepumpernes tekniske dokumentation ved at sammenholde producenternes egne målinger med det energimærke som producenterne mærker produkterne med. Det viste sig, at flere varmepumper, der reelt skulle have mærket med energimærke D, var mærket som et A-produkt.
Kampagne mod fejlmærkning
For at komme fejlmærkningen til livs, indskærper Energistyrelsen derfor nu med en kampagne mærkningsreglerne overfor leverandører og forhandlere. Kampagnen gælder alle typer af produkter, som er omfattet af kravene om energimærkning, men fokus vil i første omgang især ligge på luft til luft-varmepumper.
Resultaterne af kontrollen af varmepumpernes dokumentation vil blive gjort tilgængelig på Energistyrelsens hjemmeside www.ens.dk/energimaerkning primo juni 2011.
Goenergis hjemmeside, www.goenergi.dk har desuden en oversigt med en liste over de mest effektive varmepumper og yderligere vejledning.
-SRR