Airmaster samler fem lagre i nyt højlager
Ventilationsproducenten har etableret et nyt højlager med 4.500 pallepladser ved produktionen i Aars. Dermed samler virksomheden lageraktiviteterne, der tidligere var fordelt på fem fjernlagre.
Foto: N.C. Nielsen
Airmaster har taget et nyt 2.000 kvadratmeter stort højlager i brug på virksomhedens hovedadresse i Aars.
Det otte meter høje lager har 4.500 pallepladser og skal rumme både halvfabrikata og færdigproducerede ventilationsløsninger. Derudover er der etableret 600 kvadratmeter til udlæsning.
Investeringen betyder, at Airmaster kan samle lageraktiviteterne tæt på produktionen. Hidtil har virksomheden benyttet fem fjernlagre rundt omkring i Aars, hvilket har medført daglig transport og ekstra håndtering mellem adresserne.
Det nye lager er fra starten designet efter virksomhedens logistik og håndterer blandt andet lange paller med præfabrikerede enheder. N.C. Nielsen har leveret reolsystemet og to Linde K-smalgangstrucks.
Ifølge Airmaster skal løsningen give hurtigere varehåndtering, bedre overblik og højere produktivitet på lageret.
Airmaster producerer decentrale ventilationsanlæg og er ejet af svenske Lindab.
-emte
