A&O er tæt på at overtage norske Elektroimportøren
Brødrene A. & O. Johansen har nu opnået opbakning fra mere end ni ud af ti aktionærer i Elektroimportøren. Dermed er en afgørende milepæl i overtagelsen af den norske elvirksomhed nået.
Foto: AO Johansen
A&O har modtaget accept fra aktionærer, der repræsenterer cirka 92,5 pct af aktierne i Elektroimportøren AS. Tilbudsperioden udløb den 5. august, og dermed er en af de vigtigste betingelser for overtagelsen opfyldt.
Tidligere på sommeren gav de norske konkurrencemyndigheder grønt lys til handlen. Det betyder, at der ikke længere mangler myndighedsgodkendelser, før opkøbet kan gennemføres.
Hvis de sidste formelle betingelser falder på plads som forventet, ventes handlen afsluttet den 26. august.
Med opkøbet styrker A&O sin tilstedeværelse på det norske marked og udbygger samtidig sin nordiske position inden for salg af installationsmateriel og elartikler.
Elektroimportøren sælger elartikler til både professionelle installatører og private kunder gennem et landsdækkende netværk af butikker og en stor e-handelsforretning i Norge og Sverige. Virksomheden arbejder desuden med egne produktmærker samt installations- og serviceydelser.
A&O har de seneste år gennemført en række opkøb som led i koncernens vækststrategi. Selskabet har hovedsæde i Albertslund, beskæftiger omkring 1.000 medarbejdere i Danmark, Sverige og Norge og omsatte i 2025 for omkring 6,1 mia. kr.
-emte
