Arbejdspladsvurderingen er også et ledelsesværktøj
Fra den 1. oktober 2010 bliver det pålagt virksomhederne årligt at drøfte det kommende års arbejdsmiljøarbejde. Her er virksomhedens arbejdspladsvurdering (APV) et rigtig godt udgangspunkt, vurderer Dansk Erhverv.
Gennem konstruktiv brug af APVen viser lederen, at hun bekymrer sig om sine medarbejderes trivsel. God trivsel har stor betydning for medarbejdernes arbejdslyst og præstationer og derigennem også på sygefraværet, fortæller Camilla Bogetoft Jensen, der er arbejdsmiljøkonsulent i Dansk Erhverv.
Der er ifølge Camilla Bogetoft Jensen vide rammer for, hvilke metoder og aktiviteter virksomheden kan bruge, når de udarbejder en APV. Arbejdstilsynet har udarbejdet arbejdsmiljøvejvisere for alle brancher, som Camilla Bogetoft Jensen anbefaler at bruge. De oplyser om de forhold, som arbejdspladser i den pågældende branche skal forholde sig til, når arbejdsmiljøet kortlægges.
Kortlæg arbejdsmiljøet
Camilla Bogetoft Jensen mener, at virksomheder generelt bør forholde sig til arbejdsmiljøet, herunder emner som for eksempel indeklima, ergonomi, psykisk arbejdsmiljø og arbejdsskader. Eftersom arbejdsmiljø er knyttet op til det arbejde, som bliver udført, varierer det fra branche til branche og fra arbejdsplads til arbejdsplads, hvilke emner der er nødvendige at kortlægge. Det er desuden nødvendigt, at virksomheden forholder sig til sygefraværet i APVen. Det kan for eksempel være at tunge løft, støj, dårlig rengøring eller forhold i det psykiske arbejdsmiljø medvirker til noget af virksomhedens sygefravær.
APVen skal ikke forholde sig til enkeltpersoners sygefravær, men derimod om arbejdsmiljøet på arbejdspladsen generelt forårsager sygefravær, fortæller Camilla Bogetoft Jensen.
Camilla Bogetoft Jensen foreslår desuden, at man skriver problemer og løsninger i en prioriteret handlingsplan, så er det nemmere at følge op og justere løsninger hen ad vejen.