Det danske EU-formandskab bæredygtighedscertificeret – igen

For anden gang er organiseringen af det danske EU-formandskab blevet certificeret efter den globalt anerkendte standard for bæredygtighed i event- og mødebranchen, ISO 20121. Dansk Standard og BeeSustain ApS har rådgivet i, hvordan formandskabet kunne bruge standarden til at målrette indsatser inden for miljø, sociale forhold og ansvarlig ledelse, i forbindelse med de mange møder afholdt på dansk jord i 2025 arrangeret af Udenrigsministeriets EULOG-kontor.

Fra venstre: Anne Louise Grinsted Klinkby, Tina Birksø Bækdahl, Julie Meinertz og Thomas Lehmann fra Udenrigsministeriets EULOG-kontor. Foto: Dansk Standard

Da Danmark overtog det roterende formandskab for EU’s Ministerråd i andet halvår af 2025, var målet klart: Man ville opnå en certificering i den internationale standard for event- og mødebranchen ISO 20121. Et mål, som Danmark som det eneste EU-land nu har opnået. Og det endda to gange. I 2012 og nu i 2025.  

Miljø, forplejning, socialt ansvar, kommunikation og det gode værtskab var overskrifterne for Udenrigsministeriets bæredygtighedsindsatser, der udmøntede sig i tiltag fordelt på 13 tiltag.  

Et konkret mål var bl.a. at reducere udledningen fra transport af de titusinder, der besøgte Danmark for at deltage i formandskabsaktiviteterne. Derfor blev der bl.a. sat ind med busser til den deltagertransport som EULOG koordinerede i forbindelse med de uformelle ministermøder, og to tredjedele af bilflåden kørte på vedvarende drivmidler. En samlet rapport over resultater er under udarbejdelse og forventes færdig i 2026.  

Ulrika Mårtensson, ejer, BeeSustain ApS og forperson for Dansk Standards ISO 20121-udvalg. Foto: Dansk Standard

Dansk Standard som rådgiver i processen 

For at komme sikkert rundt om ISO 20121 henimod en certificering, engagerede Udenrigsministeriet i 2024 Dansk Standard og BeeSustain ApS som rådgivere. Sammen har de rådgivet om, hvordan formandskabet kunne bruge standarden til at målrette indsatser inden for miljø og sociale forhold. Dansk Standard er Danmarks officielle standardiseringsorganisation og dermed medlem af ISO, hvor standarden er blevet udviklet, og BeeSustain ApS er specialiseret i bæredygtighed omstilling i event- og mødebranchen, og ejer Ulrika Mårtensson, er forperson for Dansk Standards udvalg for bæredygtighed i event- og mødebranchen (S-895). Hun siger:  

Det er en blåstempling, når staten vælger at bruge ISO 20121 og samtidig fremhæver, at de ønsker at inspirere både kommende EU-formandskaber, centraladministrationen samt den danske event- og mødebranche til at gå samme vej. For uanset om du er staten eller en SMV, leverandør eller arrangør, er ISO 20121 et rammeværktøj, der sætter retning og struktur og hjælper den enkelte organisation med at identificere, hvad der er væsentligt, sætte mål og handle på dem. ISO 20121 giver også et fælles sprog, hvilket åbner for erfaringsudveksling og vidensdeling på tværs af branchen, som kan sætte turbo på den bæredygtige omstilling. Noget, jeg håber, at endnu flere nu bliver opmærksomme på.

Hertil uddyber Tina Helsted Vengsgaard, direktør i Dansk Standard: ”Det har været spændende at være med på Udenrigsministeriet rejse mod at få organiseringen af EU-formandskabet ISO 20121-certificeret. Det er en proces, der kræver både strategisk overblik og praktiske løsninger, og vi har oplevet en stor vilje til at gå hele vejen for at sikre, at der er blevet sat ind på de væsentligste områder. Vi er meget stolte af at have været med til at understøtte et veleksekveret formandskab med fokus på bæredygtighed, som kan inspirere andre nationale og internationale begivenheder.”   

 

Tina Helsted Vengsgaard, direktør i Dansk Standard. Foto: Dansk Standard

Global standard med lokal forankring 

ISO 20121 er den eneste globalt anerkendte standard udviklet specifikt til alle aktører i møde-, event-, sports-, kultur- og oplevelsesbranchen, der vil arbejde strategisk, målrettet og dokumenteret med bæredygtighed. Standarden er brugt ved alle OL siden olympiaden i London i 2012, ved COP15, COP21, COP26 og arrangementer i alle størrelser i hele verden.  

Udover organiseringen af formandskaberne, er der på dansk jord udstedt ISO 20121-certifikater til Aalborg Kongres & Kultur Center, Copenhagen Event Company, Bella Center, Copenhagen Marriott Hotel, AC Hotel Bella Sky Copenhagen Crown Plaza Copenhagen Towers, Aarhus Event Company, AV Group Denmark, CPH Lounge og Messe Center Herning.  

Dansk Standards udvalg S 895 er dedikeret til ISO 20121-standarden og er åben for alle brancheaktører, der arbejder med bæredygtighed. Dansk Standard udbyder også kurser i ISO 20121 – næste gang d. 2. marts 2026. Læs mere her. 

Om det danske EU-formandskab og ISO 20121 

  1. EU-formandskabet bæredygtighedsindsatser samlede sig under følgende overskrifter.
  2. Miljø – Affaldssortering, reduktion af transportaftryk og fravalg af engangsartikler.
  3. Forplejning – Økologiske råvarer, mindre madspild og måltider med lav miljøbelastning.
  4. Socialt ansvar – Sunde arbejdsforhold, inklusion og tilgængelighed for alle deltagere.
  5. Kommunikation – Formandskabet skal inspirere og skabe legacy.
  6. Det gode værtskab – Bæredygtighed uden at gå på kompromis med gæsternes oplevelse

Læs mere om formandskabets bæredygtighedsarbejde her.  

For yderligere information, kontakt venligst: 
Helena Schou Østergaard, presseansvarlig, Dansk Standard, tel. 28 86 45 03, hso@ds.dk 
Ulrika Mårtensson, ejer, BeeSustain ApS og forperson for Dansk Standards udvalg S-895, tel. 23 38 30 72, ulrika@beesustain.dk  

Mere fra...

06.01.2026Dansk Standard

Sponseret

Det danske EU-formandskab bæredygtighedscertificeret – igen

02.09.2025Dansk Standard

Sponseret

Nye krav til stikpropper og stikkontakter træder i kraft ved årsskiftet

01.09.2025Dansk Standard

Sponseret

Håndbog 183 for elinstallationer er udkommet med nyeste krav og opdateringer

15.05.2025Dansk Standard

Sponseret

Skærpet fokus på OT-sikkerhed: Standarder bliver afgørende i mødet med nye EU-krav