Håndbog 183 for elinstallationer er udkommet med nyeste krav og opdateringer
DS-håndbog 183:2025 indeholder ændrede installationsregler for områder med bruser og bad samt opdateringer inden for ledningsdimensionering og håndtering af harmoniske strømme.
Foto: Dansk Standard
Den nye udgave af Håndbog 183 er nu udkommet og giver et samlet overblik over de gældende standarder for elektriske installationer samt de seneste ændringer inden for installationssikkerhed. Håndbogen fungerer som et vigtigt arbejdsredskab for installatører, rådgivere og andre fagfolk, der arbejder med el.
Håndbogen består af standarderne i DS/HD 60364-serien, som siden 1. juli 2017 sammen med installationsbekendtgørelsen har været grundlaget for udførslen af elektriske installationer. Når installationer udføres i overensstemmelse med disse standarder og bekendtgørelsens krav, anses sikkerhedskravet i elsikkerhedslovens § 3 for opfyldt. Da standarderne løbende opdateres, udkommer håndbogen i en ny version hvert år.
Hvad er nyt i DS-håndbog 183:2025?
Med årets udgave følger en række opdaterede regler og krav. I den nye udgave af Håndbog 183 finder du blandt andet:
- ændrede og i nogle tilfælde lempede installationsregler for områder med bad eller bruser
- nye regler for energimåling på campingpladser
- opdaterede krav til ledningsdimensionering og håndtering af harmoniske strømme.
“Der er især sket vigtige ændringer for installationer i områder med bad eller bruser. Her er der bl.a. kommet lempede regler for supplerende potentialudligninger og fx mulighed for placering af vaskemaskiner i område 1,” siger Steen Søgaard, teknisk sagsbehandler i Sikkerhedsstyrelsen.
Mere end bare sikkerhedskrav
Håndbog 183 indeholder ikke alene de standarder, der direkte er en del af installationsbekendtgørelsen. Den samler også standarderne DS/HD 60364-8, del 1 og 2, som beskriver krav til installationers funktionalitet.
Disse funktionskrav er ikke tekniske sikkerhedskrav og er derfor ikke en del af selve lovgivningen. Men de spiller en vigtig rolle i forhold til at sikre, at installationer fungerer optimalt og lever op til de forventninger, der stilles i det daglige.
Elinstallationspakken
Håndbog 183 er en del af Elinstallationspakken, som samler de vigtigste standarder og håndbøger inden for elsikkerhed. Ved at købe den nye håndbog – eller en licens til hele pakken – sikrer du, at du altid arbejder efter de gældende regler.