Energi-lagring: Bosch demonstrerede fremtidens løsninger på Energiens Topmøde
En af de største udfordringer for et effektivt energinet er optimal lagring og udnyttelse af den producerede energi. På Energiens Topmøde d. 18. juni præsenterede Bosch en række forslag til fremtidens løsninger.
Som hovedsponsor var Bosch velrepræsenteret på topmødet. Her gav Bosch de fremmødte mulighed for selv at udspille scenarierne og se, hvordan man i egenskab af energiselskab kan styre energien i fremtiden. Det overordnede koncept er et virtuelt elværk, som binder alle de forskellige løsninger sammen. Fra det virtuelle elværk styres energien, hvad enten den lagres centralt i store energilagringsbatterier eller decentralt hos de enkelte el-kunder. Den decentrale lagring kan eksempelvis ske i form af termodynamisk varme med fjernstyrede varmepumper eller på private batterier.
Bosch Software Innovations fremviste de løsninger, der i dag er tilgængelige på markedet for rent softwaremæssigt at styre nettet.
Bosch Energy Storage Solution fortalte bl.a. om den centrale energilagringsløsning i Braderup i Nordtyskland, hvor strøm lagres fra vindmøller på installerede batterier.
Bosch Powertec og Bosch Termoteknik fremviste, hvordan Boschs forskellige produkter kan anvendes af energiselskaber. Bl.a. invertere og private batterilagringsløsninger, ligesom man på standen også fik en live-demonstration af, hvordan man kan fjernstyre varmepumper. Desuden så man, på hvilke måder energiselskabet kan styre forbruget af elektricitet og sågar tænde og slukke varmepumper fra centralt hold, uden at det nedsætter komforten for forbrugeren.