Energisparebonus i Aars
Der er store krav til energibesparelser i lokalområdet, og derfor indfører Aars Fjernvarmeforsyning en energibonus på op til 5000 kr. for investering i energibesparende tiltag.
I nordjyske Aars skal man, som følge af politiske krav, ligesom så mange andre steder spare på energien i fremtiden, og derfor indfører Aars Fjernvarmeforsyning energibonus på op til 5000 kr. for investering i energibesparende tiltag for at kunne efterkomme så mange af kravene som muligt.
Regeringen og Folketinget har vedtaget at skærpe kravene til dansk energiforsyning for at reducere CO2-udslippet. For vores vedkommende kræves, at vi skal reducere energiforbruget med 1600 MWh om året. Det svarer til energiforbruget i ca. 100 huse, siger direktør Jan Clement, Aars Fjernvarmeforsyning, til Nordjyske.
Konkret udbetales der bonusser for investeringer i ny varmtvandsbeholder, termostatventiler, isolering (rør, hulrum og lofter) og lavenergivinduer/døre, samt når der sker konvertering fra olie, naturgas eller elvarme til fjernvarme eller varmepumper.
Tilskuddet varierer fra 200 kr. til 5000 kr. For at sikre, at det drejer sig om reelle energibesparelser udført håndværksmæssigt korrekt udbetales energi-bonussen til håndværkerfirmaet, som så kan tage højde for beløbet i sit tilbud til kunden, forklarer formand for Aars Fjernvarmeforsyning, Svend Andersen.
Foruden energibesparende tiltag hos de private forbrugere, kan effektiviseringer i ledningsnettet også medregnes i reduktionen, hvilket Fjernvarmeforsyning allerede har, og forsat vil benytte sig af.
-AK