Grøn omstilling: Elvarebiler giver både økonomiske og grønne fordele
I installationsvirksomheden Frederiksen VVS står bæredygtighed højt på dagsordenen. Og helt konkret har den bl.a. ført til storindkøb af elvarebiler. For adm. direktør Anja Koed Frederiksen handler den grønne omstilling både om holdning, ansvar og forretningsforståelse – og næsten halvdelen vælger nu den eldrevne varebil, viser tal fra Nordania Leasing.
”Vi er meget glade for vores elbiler, og vores medarbejdere er også stolte af dem. Det betyder faktisk meget for dem at køre i en moderne og miljøvenlig bil,” siger Anja Koed Frederiksen, der er adm. direktør og medejer af Frederiksen VVS i Viby ved Aarhus.. Foto: Frederiksen VVS
"Vi har en klar holdning til bæredygtighed. Det er ikke bare noget, vi gør, fordi vi skal, men fordi vi føler et ansvar. Samtidig er det jo også en realitet, at vi er nødt til at tage del i omstillingen – både af hensyn til klimaet og fordi der bliver stillet flere krav til os," siger Anja Koed Frederiksen, der er direktør for Frederiksen VVS i Viby ved Aarhus.
Ifølge Anja Koed Frederiksen var det helt naturligt for virksomheden at tage springet, da udviklingen med elbiler tog fart.
"Vi har længe haft fokus på vores ansvar og ønsket om at bidrage til den grønne omstilling, så det var naturligt for os at hoppe med på bølgen ret tidligt," fortæller hun.
Tallene for indregistrering af nye elvarebiler viser, at stadig flere hopper med på bølgen og anskaffer de mere bæredygtige køretøjer.
Således kunne Mobility Denmark i oktober offentliggøre tal fra bilstatistik.dk, der viser, at mere end hver tredje – 35,7 pct. – af de indregistrerede varebiler i september var eldrevne. Det er mere end det dobbelt i forhold til samme måned i fjor.
Tæt på halvdelen er elektriske
Og i et af landets største leasingselskaber bekræftes udviklingen.
“Vi oplever en markant acceleration i udbredelsen af el‑varebiler. Ser vi på årets første tre kvartaler er den elektriske andel af alle varebil-bestillingerne nu på hele 42 pct. Til sammenligning lå samme periode i 2023 og 2024 på henholdsvis 16 pct. og 30 pct. Det er et billede, der går igen på tværs af brancher,” siger Jens Haarmark Nielsen, der er chef for Fleet Mangement i Nordania Leasing.
Hos Frederiksen VVS, der i dag råder over 12 eldrevne varebiler ud af en flåde på 28, viser erfaringerne, at elbilerne giver flere konkrete fordele – både økonomisk, miljømæssigt og i forhold til fremtidssikring af virksomheden.
"På driftssiden sparer vi penge på brændstof og reparationer. Samtidig kan vi køre ind i byområder, hvor dieseldrevne biler er forbudt. Det giver os en fleksibilitet, som vi ikke havde før," siger Anja Koed Frederiksen.
Bedre økonomi end diesel
Frederiksen VVS køber sine biler fri efter leasingperioden, og økonomien i elvarebilerne har ændret sig markant de seneste år.
"Det er blevet langt bedre end for bare to år siden. Bilernes pris, driftsomkostninger og reparationer er faldet, så vi kan tydeligt se en procentvis besparelse," siger Anja Koed Frederiksen. Hun peger på, at markedet for elvarebiler har udviklet sig hurtigt, og at flere modeller i dag matcher håndværksbranchens behov langt bedre end tidligere.
Og hvor det i starten var nødvendigt at betale en større regning de eldrevne, er det ikke længere tilfældet – målt på totaløkonomien.
Jens Haarmark Nielsen er chef for Fleet Mangement i Nordania Leasing.. Foto: Nordania Leasing
”I mange situationer matcher el‑varianten prisen på den konventionelle udgave. Og oftere er det faktisk billigere i den samlede økonomi at køre elektrisk – især når virksomheden eller medarbejderen har adgang til opladning om natten,” siger Jens Haarmark Nielsen.
Og jo større kørselsbehov, desto mere fordelagtigt er det at vælge en elektrisk varebil.
”Med et kørselsbehov på 20.000 kilometer om året eller mere ser vi generelt, at elvarebilen - også økonomisk - kan være den bedste løsning, fordi energi‑ og serviceomkostninger er lavere,” fastslår han.
Der er fortsat udfordringer
Men fortællingen om elvarebilerne er ikke bare rosenrød - der er også udfordringer, fortæller Anja Koed Frederiksen.
"Vi kan f.eks. ikke bruge elbiler til alle typer opgaver. De kan ikke trække lige så meget som dieselbilerne, og mange af vores medarbejdere kører langt hver dag. Rækkevidden kan derfor være en udfordring, især uden for de større byer.”
Et andet praktisk problem handler om opladning.
"Vi har medarbejdere, hvor det ville give rigtig god mening at køre elbil, men som bor i lejlighed uden adgang til ladestander. Der er simpelthen ikke nok muligheder for opladning i nogle områder," siger hun.
For medarbejdere i parcelhuse er situationen nemmere:
"Her kan vi installere en ladestander, og så fungerer det rigtig godt. Ulempen er, at det er en forholdsvis dyr opstart, så man skal helst have stabile medarbejdere, der bliver i mange år. Det er en investering."
Tro på det
Til kolleger i branchen, der overvejer at skifte til el, har hun et klart råd:
"Vælg biler med god rækkevidde og mulighed for at trække trailer. Og så handler det meget om ledelsens indstilling. Hvis man som ledelse viser, at man tror på det og vælger de rigtige medarbejdere til at gå forrest, bliver det meget nemmere at implementere."
Anja Koed Frederiksen understreger, at omstillingen ikke behøver være besværlig.
"Det handler om planlægning og den rigtige indstilling. Vi er meget glade for vores elbiler, og vores medarbejdere er også stolte af dem. Det betyder faktisk meget for dem at køre i en moderne og miljøvenlig bil," fortæller hun og tilføjer, at motivationen blandt medarbejderne har været overraskende høj.
"Der er næsten gået lidt sport i det – flere synes, det er fedt at kunne vise kunderne, at vi tager ansvar og tænker grønt. Teknologien forbedres hele tiden, og jeg er ikke i tvivl om, at andelen af elbiler hos os vil vokse i de kommende år," fastslår direktøren.
Og i Nordania er Jens Haarmark Nielsen heller ikke i tvivl om, at flere vælger de eldrevne varebiler i fremtiden:
“Virksomheder er forskellige steder i deres transformation, men tendensen er klar; både store og små virksomheder tester elvarebiler, og flere har allerede taget aktivt valg om alene at bestille elektriske varebiler med en ambition om CO2-neutrale flåder. Men skiftet drives ikke kun af egne CO2‑mål eller driftsøkonomi - virksomhederne oplever i stigende grad også krav fra kundesiden om el‑køretøjer til deres opgaver.”
Den mest populære elvarebil har i år – igen – været Volkswagen ID.Buzz. I årets første tre kvartaler er der blevet indregistreret 1.522 styk af den populære tysker. Renault Master E-TECH kommer ind på 2. pladsen med 677 enheder, mens For E-Transit Custom følger lige efter med 642 indregistrerede køretøjer ifølge Mobility Denmark og Bilstatistik.dk.
