Ingen hjemmeside er bedre end en dårlig hjemmeside
Håndværkere, der ikke har tid til at opdatere hjemmesiden, bør lukke den eller lave den om til en simpel kontaktside, mener kommunikationsekspert. Forældede oplysninger om produkter eller medarbejdere er nemlig lige så skadelige som en forkert annonce i telefonbogen.
Det oplever Carsten Sivertsen, der er kommunikationsrådgiver i PR Konsortiet. Virksomheden lever af at levere komplette online kommunikationsløsninger til virksomheder og sidste år stod PR Konsortiet bag en mini-undersøgelse af håndværkervirksomheders hjemmesider heriblandt vvs- og elinstallatører.
Undersøgelsen viste blandt andet, at næsten halvdelen af de undersøgte hjemmesider udelukkende havde nyheder, der var mere end ni måneder gamle, liggende på hjemmesiden. Ud fra et kommunikationsmæssigt synspunkt er det et meget skadeligt signal at sende til omverdenen, mener Carsten Sivertsen.
Hjemmesiden er virksomhedens ansigt udad til, og det svarer fuldstændig til at have en forældet eller forkert annonce i lokalavisen, hvis man har meget gamle nyheder liggende på sit site. Det sender ganske enkelt nogle meget uprofessionelle signaler, konstaterer Carsten Sivertsen.
Travlt med forretningen
Han er godt klar over, at hjemmesiden, specielt i mindre virksomheder, ikke just er den højeste prioritet i øjeblikket.
I mange mindre håndværkervirksomheder har lederen travlt med at passe forretningen, og selvom man har de bedste intentioner om at opdatere hjemmesiden med nyheder og nye tilbud til kunderne, så er det ofte være svært at nå, inden det bliver fyraften fredag eftermiddag, siger Carsten Sivertsen.
Luk siden før kunden ser den
Derfor råder han virksomhederne til at lukke hjemmesiden eller holde den ekstremt simpel, hvis man alligevel ikke magter at opdatere den regelmæssigt.
Det provokerende råd er: luk hjemmesiden før kunden ser den, men der er også den løsning, at man laver hjemmesiden til en simpel kontaktside, hvor du med få ord skriver hvad virksomheden laver og så angiver kontaktoplysninger, så du leder kunderne videre via mail eller telefon, siger Carsten Sivertsen og understreger, at man på den måde får en hjemmeside, der godt nok er simpel, men som ikke sender direkte skadelige signaler til kunderne.