Installatører vil opleve stigende brancheglidning
Det kan ikke undgås, at stadig flere opgaver i fremtiden vil gå på tværs af brancher, og hver branche skal gøre sig fortjent til opgaverne gennem udvikling af deres faglige kompetencer, mener TEKNIQs direktør Niels Jørgen Hansen. Han vurderer samtidig at VVS- og eluddannelserne generelt er fulgt godt med tiden.
”Gennem de senere år har der været en stadig større fokus på styring og regulering af energi og energieffektivitet, lige som det inden for en række områder er blevet muligt at vælge mellem flere forskellige systemer. Det har heldigvis givet el- og VVS-installatører en række helt nye arbejdsfelter og dermed også nye faglige udfordringer.”
Det konstaterer adm. direktør Niels Jørgen Hansen fra installatørernes brancheorganisation, TEKNIQ, og han er ikke i tvivl om, at denne udvikling vil fortsætte.
”I De kommende år vil der blive mere IT i alting. En række komponenter vil blive intelligente, lige som kundernes og samfundets krav til installationer vil stige, fordi disse har stor betydning for såvel funktionalitet som energiforbrug og miljø,” siger han.
Niels Jørgen Hansen mener samtidig at denne udvikling vil medføre stigende differentiering mellem de enkelte installatørvirksomheder. Han vurderer således, at mange vil have det fint med at forblive tekniske håndværkere, mens andre vil udvikle sig ved at levere avancerede systemer og løsninger, som i et vist omfang vil involvere flere faggrupper.
”Installationsbranchen har jo været vant til at skulle udvikle sig i takt med den ny teknologi. Inden for VVS-området var det på et tidspunkt gas, som var i fokus. På et andet tidspunkt var det fjernvarme. Inden for elbranchen har nogle haft opmærksomheden rettet mod industri, mens andre har koncentreret sig om IT-funktioner eller opgaver for private husstande.”
”Mener du, at de eksisterende el- og VVS-uddannelser i tilstrækkelig grad er gearet til de fremtidige arbejdsopgaver?”
”For tiden er der en revision af installatøruddannelserne på trapperne, hvilket efter min mening er en god anledning til at gennemføre en opdatering. Men generelt synes jeg, at uddannelserne er fulgt godt med tiden. Dog tror jeg, at der er behov for lidt mere fokus på energi og bygningsautomatik.”
Skoler og akademier bør samarbejde
”En række kortere videregående uddannelser, herunder installatøruddannelserne, er for nylig overgået fra de tekniske skolers regi til de nye erhvervsakademier. Mener du, det er en god løsning?”
”Det er ikke vores opfindelse. I TEKNIQ havde vi det fint med at installatøruddannelserne blev varetaget af de tekniske skoler. Den opgave udførte de rigtig godt. Men nu er det altså besluttet at erhvervsakademierne skal uddanne installatører, og så tror jeg også at vi nok skal få noget godt ud af det. Det handler om at få uddannelserne til at fungere under de nye rammer. I øvrigt er der jo intet i vejen for at en teknisk skole og et erhvervsakademi kan opbygge et tæt samarbejde. Det vil være en gevinst for begge parter, hvis det kan lade sig gøre og hvis behovet er til stede. Endelig er efteruddannelsen af faglærte montrer jo fortsat placeret hos de tekniske skoler. Hvad angår efteruddannelsen af installatører, er det ikke mit indtryk, at der er store huller, idet der inden for dette område findes et stort udbud af private kurser”, siger Niels Jørgen Hansen. Han vil dog ikke helt afvise, at der kan opstå efteruddannelsesproblemer.
Flere opgaver vil gå på tværs
”Nogle af medarbejdergrupperne, f.eks. montørerne, kan godt risikere ikke at få en tilstrækkelig efteruddannelse, fordi behovet for opdateret viden kan blive større end ressourcerne. Hvad det angår, er vi derfor i gang med at analysere, hvilke barrierer, der findes. Samtidig gør vi i vores organisation, hvad der er muligt for at udvikle relevante efteruddannelseskurser for elektrikere og VVS-montører, som kan gennemføres på de tekniske skoler. Derudover udbyder vi selv kurser på installatør-niveau.”
”Tror du at andre erhvervsgrupper vil overtage installatørernes opgaver, hvis de relevante kursusudbydere og uddannelsesinstitutioner ikke til stadighed har opmærksomheden rettet mod innovation?”
”Det mener jeg overhovedet ikke, at der er nogen tvivl om. Den langsigtede udvikling af branchen beror på stadig bedre kompetencer. Samtidig kan det ikke undgås, at stadig flere opgaver i fremtiden vil gå på tværs af brancher, og hver branche skal gøre sig fortjent til opgaverne gennem udvikling af deres faglige kompetencer,” mener Niels Jørgen Hansen.