Nu kaster danskerne store summer efter badeværelset
Først havde alle danskere ret til et flot køkken. Helst som et socialt alrum. Nu er fokus flyttet til badeværelset, der skal være wellness, og ét produkt er i særlig vækst.
”Faktisk vælger rigtig mange douchetoilettet, men også at gå flere modeller op i forhold til det, vi foreslår. De ser det som en investering i fremtiden”, fortæller Anders Nyholm fra Bedre Bad i Hørsholm. Foto: Geberit..
”For bare fem år siden anede de færreste kunder, hvad det var. I dag beder de selv om at få lov til at se vores udvalg, og de vil helst se på vores luksusmodeller”.
Peter Mølgaard Hansen er salgschef hos Geberit, der er markedsledende producent og leverandør af sanitære dele og relaterede systemer i Europa, men også solidt repræsenteret i resten af verden.
Produktet, som på ganske få år har oplevet en stigende interesse hos kunderne, er douchetoiletter, der kombinerer det traditionelle toilet med de hygiejniske funktionaliteter fra et bidet.
”Det er klart, at det moderne douchetoilet ligger meget langt fra det bidet, som vi i Danmark kender tilbage fra 60’erne og 70’erne. Dels er det integreret, så man ikke skal bevæge sig væk fra toilettet, og så er det jo fuldstændig håndfrit – man trykker på en knap eller bruger en fjernbetjening, og så er det med en masse forskellige nye funktionaliteter og indstillingsmuligheder. Men grundidéen og formålet er det samme: Renlighed og hygiejne”, fortæller Peter Mølgaard Hansen.
”For bare fem år siden anede de færreste kunder, hvad det var. I dag beder de selv om at få lov til at se vores udvalg, og de vil helst se på vores luksusmodeller”. Peter Mølgaard Hansen fra Geberit taler om douchetoiletter. Foto: Geberit..
Ifølge Peter Mølgaard Hansen er den voksende interesse en del af den tendens, der præger danskernes fokus i forbindelse med renovation og indretning af nye boliger: ”Vi har været igennem køkkenperioden, der toppede ved finanskrisen. Nu er der igen økonomisk fremgang, og så har vi kastet os over det næste rum nemlig badeværelset. Der ligger et stort potentiale – specielt i den ældre bygningsmasse – da man tidligere ikke prioriterede badeværelset”.
Wellness
Danskernes forventninger til deres kommende badeværelse er meget høje. Det skal være wellness, altså et rum, hvor man kan tilbringe lang tid med selvforkælelse á la den, man kender fra et spa: ”Vi ser det på tværs af produktkategorier. Bruserne skal have vandfald og massage, håndvasken skal ligne en muslingeskal, og toilettet skal have en teknologisk indretning med både sædevarme, individuel indstilling og douchefunktion”, forklarer Peter Mølgaard Hansen.
Han bakkes op af Anders Nyholm fra Bedre Bad i Hørsholm, som både forhandler og monterer kundernes nye badeværelser: ”Det er helt klart en voksende tendens. Kunderne ønsker high-end produkter, og de lægger store investeringer i at skabe rum med høj kvalitet og æstetik i installationerne”.
Danmark har dog været lidt sen til at opdage douchetoilettet. Det var schweiziske Geberit, der som de første var med til at introducere det helt tilbage i 1978, men indtil for omkring 10 år siden har det primært være udbredt i Asien, hvor særligt japanerne har været begejstrede for det. Netop japanernes brug af douchetoiletterne har ifølge Peter Mølgaard Hansen måske haft indflydelse på særligt nordeuropæernes manglende interesse: ”Japanernes version af douchetoilettet ligger meget langt fra den stil, som nordeuropæere foretrækker. For det første er de enorme. De ligner nærmest en Chesterfield-sofa og så med en masse funktionaliteter – musik til at skjule lyde – som ikke rigtig har klangbund blandt nordeuropæiske kunder”.
”Det er helt klart en voksende tendens. Kunderne ønsker high-end produkter, og de lægger store investeringer i at skabe rum med høj kvalitet og æstetik i installationerne”. Anders Nyholm fra Bedre Bad i Hørsholm taler om danskernes øgede fokus på badeværelsesrummet. Foto: Bedre Bad..
Luksusklassen topper
Derfor har Geberit haft fokus på at udvikle modeller, der passer til den nordeuropæiske hang til minimalisme, rene linjer og hensyntagen til ikke at have et for stort vandforbrug. Interessen for dem begyndte i første omgang at tage fart i hjemlandet Schweiz, der forsat ligger i front med en andel af salget på 10-15 procent; men lande som Tyskland, Holland, Norge og nu Danmark er ved at komme efter det.
Andelen i Danmark ligger nu på omkring 3-4 procent, men har været støt stigende de sidste tre år, og Peter Mølgaard Hansen forudser, at det vil fortsætte og endda stige: ”Der sker en massiv produktudvikling på området, og selvom douchetoilettet naturligvis ikke kan konkurrere med et standard gulvmonteret toilet fra et byggemarked på prisen, så ligger der stadig modeller til omkring 7.000-10.000 kroner, hvilket er en beskeden merpris i forhold til et traditionelt væghængt toilet i det samlede budget”.
Andelen af douche-toiletter i Danmark ligger nu på omkring 3-4 procent, og har været støt stigende de sidste tre år. Peter Mølgaard Hansen forudser, at det vil fortsætte og endda stige. Foto: Geberit..
Luksus og fremtidssikring
På trods af muligheden for at få et douchetoilet til en relativ lav pris, er det dog ikke den kategori, som har den største bevågenhed hos kunderne. Langt fra faktisk. Og det siger måske noget om, hvor store summer de er parat til at investere. De modeller, som Geberit oplever mest interesse for, er nemlig dem i luksusklassen, hvor et toilet hurtigt kommer op på 35.000 kroner ved privat køb.
En oplevelse, som også deles af Anders Nyholm: ”For tre til fire år siden begyndte vi at inkludere muligheden for opgradering til douchetoiletter som alternativ til det væghægte toilet, når vi gav tilbud på fuld renovation af badeværelser. Som en standard. Og vores kunder har taget godt imod det. Faktisk vælger rigtig mange douchetoilettet, men også at gå flere modeller op i forhold til det, vi foreslår. De ser det som en investering i fremtiden”.
Ifølge Anders Nyholm er dette også en afspejling af den kundegruppe, der er gladest for douchetoiletterne: ”Den primære kundegruppe er seniorerne. Formentlig fordi de økonomisk har flere muligheder end for eksempel børnefamilier. Men også fordi de på længere sigt gerne vil kunne være selvhjulpne, når det kommer til den personlige hygiejne. Her er et douchetoilet en oplagt mulighed”, slutter Anders Nyholm.
