Ny tarifmodel ændrer prisen på at bruge elnettet – her er vindere og tabere

Green Power Denmark vil ændre nettarifferne, så store elkunder betaler mere for kapacitet og mindre for elforbrug. Det kan gavne virksomheder og batterianlæg, der udnytter netkapaciteten effektivt. Dansk Fjernvarme frygter til gengæld en ekstraregning til elkedlerne, men den bekymring afviser Green Power Denmark.

Foto: Jeppe Carlsen/Green Power Denmark

Store elkunder skal fremover betale mere for deres effektbehov og mindre for antallet af forbrugte kilowatt-timer. Det er hovedprincippet i Green Power Denmarks forslag til Tarifmodel 3.5, der efter planen skal træde i kraft 1. januar 2028.

For store kunder på 10-50/60 kV-nettet indebærer forslaget en markant omlægning: Andelen af netselskabernes omkostninger eksklusive nettab, der opkræves gennem effektbetaling, forventes at stige fra 25 til 75 procent, mens energitariffen sænkes tilsvarende.

For private elkunder justeres i stedet de tidsdifferentierede tariffer, så det bliver lidt dyrere at bruge strøm om natten om vinteren og lidt billigere i den såkaldte kogespids mellem klokken 17 og 21.

Ifølge Nicolaj Mølgaard Jakobsen, afdelingschef for Netkunder og -tariffer i Green Power Denmark, handler ændringerne om at få tarifbetalingen til i højere grad at afspejle de omkostninger, kunderne påfører elnettet.

"Kort fortalt ændrer vi balancen mellem energi- og effektbetaling i den kommende Tarifmodel 3.5, hvor der bliver lagt mere vægt på effektbetalingen, fordi den knytter sig til, hvor meget man udnytter netkapaciteten," siger han til Installator.dk.

"Det er det forhold, at der er en vis kapacitet til rådighed, og at man trækker på den, som primært driver vores omkostninger. Vi skal jo efter dansk og europæisk lovgivning agere omkostningsægte, og det er også det mest fair."

Virksomheder med færre effektspidser kan vinde

Omlægningen kan især blive en fordel for store elkunder, som formår at udnytte deres netkapacitet over mange timer og begrænse effektspidserne. Omvendt kan kunder med et stort effektbehov og relativt få driftstimer komme til at betale mere.

Det afhænger dog blandt andet af deres forbrugsmønster og af, om de har fuld eller begrænset netadgang.

"Jeg tror helt generelt, at dem, der vil have en fordel, vil være de kunder på de højere spændingsniveauer, som tænker meget i at holde deres effektspidser nede og optimere brugen af deres netforbindelse," siger Nicolaj Mølgaard Jakobsen.

Det kan blandt andet gøre det mere attraktivt at investere i styring af elforbruget og batterilagring, som kan være med til at udjævne belastningen.

For batterier på de højere spændingsniveauer betyder omlægningen, at betalingen bliver mindre afhængig af antallet af kilowatt-timer, batteriet trækker fra nettet.

"Hvis man for eksempel har et batteri, som trækker rigtig mange kilowatt-timer fra nettet, så vil man kunne gøre det billigere, end man gør i dag. Det vil jo honorere, at man for eksempel bruger et batteri til at udnytte en eksisterende kapacitet bedre, f.eks. i flere timer," forklarer han.

Han understreger dog, at modellen ikke er designet til at favorisere batterier eller andre bestemte teknologier.

"Tarifmodellen i sig selv skal ikke favorisere nogen bestemte teknologier. Den skal prøve at afspejle de omkostninger, der er ved at bruge nettet."

Batterier er heller ikke automatisk en fordel for elnettet. Det afhænger af, hvordan de bliver drevet, og hvornår de oplades.

"Batterier er jo en rigtig, rigtig fantastisk teknologi, og den kan gøre meget for nettet. Men det gør den jo ikke automatisk, fordi det afhænger af, hvordan batteriet agerer," siger Nicolaj Mølgaard Jakobsen.

Derfor skal tidsdifferentierede tariffer fortsat tilskynde batterierne til at trække strøm, når nettet er mindst belastet. Samtidig kan det blive mere attraktivt for virksomheder at kombinere batterier med eksisterende forbrugs- eller produktionsanlæg for at udnytte deres nettilslutning bedre.

For batterier hos private og mindre virksomheder er det fortsat især tidsdifferentieringen, der har betydning for økonomien.

Dyrere at lade elbilen om natten

Også private elkunder vil opleve ændringer med den foreslåede tarifmodel.

Her bliver tidsdifferentieringen justeret, så det bliver lidt dyrere at bruge strøm om natten om vinteren, mens tarifbetalingen i kogespidsen til gengæld sænkes.

Det betyder blandt andet, at elbilsejere, der i dag udnytter de lave nettariffer til at lade bilen om natten, kan opleve en højere tarifbetaling for den samme opladning.

Men der vil fortsat være en økonomisk fordel ved at flytte opladningen væk fra de mest belastede timer, understreger Nicolaj Mølgaard Jakobsen.

"Hvis vi ser på privatkunderne, så er det rigtigt, at det bliver lidt dyrere at lade om natten og lidt billigere i kogespidsen om vinteren. Men faktisk bevarer vi jo en meget billig nat om sommeren.

Og som elbilsejer har du jo stadigvæk en klar fordel, også om vinteren, ved at lade om natten frem for i kogespidsen, selvom forskellen bliver mindre fremadrettet."

Dansk Fjernvarme frygter dyrere elkedler

Mens Green Power Denmark fremhæver fordelene ved en mere effektbaseret tarifering, bliver forslaget mødt med kritik fra Dansk Fjernvarme.

Organisationen mener, at den nye betalingsstruktur risikerer at gøre det dyrere at drive fjernvarmeselskabernes elkedler, selvom de kan bidrage til fleksibiliteten i elsystemet.

Elkedlerne kan producere varme, når der er rigeligt med strøm, og reducere eller afbryde forbruget, når nettet er belastet.

Mange elkedler er desuden tilsluttet med begrænset netadgang. Det betyder, at de kan kobles fra, når kapaciteten i nettet er nødvendig til andre kunder.

Alligevel kommer elkedlerne ifølge Dansk Fjernvarme til at betale for meget for deres effektbehov.

"Det er ærgerligt, at modellen er så enøjet på det maksimale potentielle effekttræk, og ikke tager højde for, at kunder med begrænset netadgang kan kobles af," siger Michael Søgaard Schrøder, chefkonsulent i Dansk Fjernvarme, i en artikel på organisationens hjemmeside.

Dansk Fjernvarme efterlyser blandt andet mere dynamiske prissignaler, en fortsat lavere tarif i weekenderne og helt at fjerne effektbetalingen for kunder med begrænset netadgang.

Green Power Denmark: Modellen er kalibreret til elkedler

Den kritik er Nicolaj Mølgaard Jakobsen ikke enig i.

"Jeg har også godt noteret mig Dansk Fjernvarmes synspunkter, men jeg deler ikke deres bekymring," siger han.

Han anerkender, at en højere effektbetaling isoleret set kan være en ulempe for elkedler, der typisk har et stort effektbehov, men relativt få driftstimer.

"Vi har prøvet at kalibrere vores modeludspil på en måde, så hvis man har en typisk elkedel og kører et fornuftigt antal fuldlasttimer, omkring 1.200, så skulle den nye model gerne være neutral," siger Nicolaj Mølgaard Jacobsen, afd. chef. Green Power Denmark.. Foto: Green Power Denmark

Men det skal ifølge Green Power Denmark ses i sammenhæng med, at energitariffen samtidig sænkes, og at kunder med begrænset netadgang får en mindre stigning i effektbetalingen end kunder med fuld netadgang. Reduktionen i energitariffen er derimod den samme.

"Hvis man har en elkedel, trækker man typisk ikke så meget energi i forhold til, hvor meget effekt man skal bruge. Og hvis man så har begrænset netadgang, vil vi egentlig gerne sikre, at det samlet set ikke bliver dyrere," siger Nicolaj Mølgaard Jakobsen.

Han peger på, at modellen er kalibreret, så en typisk elkedel med omkring 1.200 fuldlasttimer om året samlet set ikke bør opleve en væsentlig ændring i tarifbetalingen.

"Vi har prøvet at kalibrere vores modeludspil på en måde, så hvis man har en typisk elkedel og kører et fornuftigt antal fuldlasttimer, omkring 1.200, så skulle den nye model gerne være neutral."

"Man kommer til at betale lidt mere i effektbetaling, end man gør i dag, men energitarifferne falder. Og den effektbetaling, der er lagt op til, hvis man har begrænset netadgang, er lavere end den effektbetaling, andre tungindustrikunder får," siger han.

Dermed mener Green Power Denmark, at modellen netop tager højde for, at kunder med begrænset netadgang ikke har samme sikkerhed for at kunne trække på nettet som andre store elkunder.

Uenigheden handler således især om, hvorvidt en reduceret effektbetaling er tilstrækkelig til at belønne elkedlernes fleksibilitet. Dansk Fjernvarme ønsker helt at fjerne effektbetalingen for kunder med begrænset netadgang.

Tarifmodel 3.5 er foreløbig et forslag, som Green Power Denmark har udviklet sammen med elnetselskaberne.

På et åbent aktørmøde den 17. november får interesserede mulighed for at kommentere på de foreslåede ændringer – og se de analyser fra EA Analyse, som omlægningen bygger på -  inden modellen efter planen anmeldes til Forsyningstilsynet i begyndelsen af 2027.

Målet er, at Tarifmodel 3.5 kan træde i kraft 1. januar 2028 og fungere som en overgangsmodel i 2028 og 2029, inden den større revision med Tarifmodel 4.0 efter planen indføres i 2030.

Tarifmodellen ændrer ikke i sig selv netselskabernes tilladte indtægter, men fordeler betalingen mellem kunderne på en ny måde. Hvor meget den enkelte kunde kommer til at betale, afhænger derfor af både effektbehov, forbrugsmønster og mulighederne for at udnytte netkapaciteten mere effektivt.

KlarPris

Sponseret

Hvad koster det at købe det, man plejer? Kemp & Lauritzen kender svaret

Gustavsberg A/S

Sponseret

Et sæde til hele familien

Relateret indhold

Installator.dk

Ny tarifmodel ændrer prisen på at bruge elnettet – her er vindere og tabere

Installator.dk

Kun ni kommuner har afsat penge til solceller

Installator.dk

Mystiske AI-anmodninger rammer vandværker og fjernvarmeselskaber

Installator.dk

Fire ud af ti SMV'er mangler basal cybersikkerhed

Installator.dk

Advarsel: Danmark kan mangle elproduktion i kritiske timer

Installator.dk

Energinet vil øge kapaciteten i det eksisterende elnet

Installator.dk

Efter hackerangreb: Danfoss opfordrer til opdatering og bedre sikkerhed

Installator.dk

NRGi sælger Kuben Management til Artelia

Installator.dk

VELTEK om cybertrusler: "Vi står over for et helt nyt niveau"

Installator.dk

Ørsted øger indtjeningen markant – men får underskud

Hold dig opdateret med Installator.dk

Tilmeld dig nyhedsbrevet og følg med i alt som rører sig indenfor tekniske installationer - el, VVS- og ventilationsbranchen.

Se flere temaer

Events

Se alle
Danvak
Seminar
Brandsikring af ventilationsanlæg - Når DS 428 møder virkeligheden

Til dette temamøde præsenterer og beretter to af eksperterne fra normudvalget DS 428 om brandsikring af ventilationsanlæg

Dato

11.11.2026

Tid

14:30

Sted

Aalborg Universitet - BUILD, Thomas Manns Vej 23, 9000 Aalborg

Solar Danmark
Kursus
Solcelleanlæg og PV design PRO

Kurset Solcelleanlæg og PV design PRO er for dig, som ønsker at lægge et ekstra lag på de praktiske kompetencer

Dato

12.11.2026

Tid

08:00

Sted

Solar Brøndby

Solar Danmark
Kursus
Overmontør/formand kursus

På dette 2 dags kursus bliver overmontører/formænd klædt på til få succes i lederrollen på pladsen.

Dato

12.11.2026

Tid

09:00

Sted

Solar Brøndby

DTU
Efteruddannelse
Jernbaneteknologi, -drift og -kapacitet

Deltag i tre dages spændende kursus, hvor du får en hurtigt og bekvem introduktion til jernbaneteknologi og driftsstyring. Midt i kurset tager vi til Berlin, hvor vi besøger Tekniske Universitet Berlins signal- og driftsstyring laboratorium.

Dato

13.11.2026

Tid

09:00

Sted

Lautrupvang 15. 2750 Ballerup

Avidenz A/S
Kursus
Den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse (Silkeborg)

Tag den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse hos Avidenz - autoriseret arbejdsmiljørådgiver.

Dato

17.11.2026

Tid

08:00

Sted

Scandic Silkeborg, Udgaardsvej 2, 8600 Silkeborg

Avidenz A/S
Kursus
Sagkyndig - lovpligtigt eftersyn af tekniske hjælpemidler (Viborg)

Tag dette kursus i lovpligtigt eftersyn af tekniske hjælpemidler. Spar penge, og foretag de lovpligtige eftersyn, når det passer ind i jeres planlægning.

Dato

17.11.2026

Tid

09:00

Sted

Golf Hotel Viborg, Hans Tausens Alle 2, 8800 Viborg